Campus Vejle jubler over Astralis' store Counter Strike-triumf

Kort & Godt
Nikolai "Dev1ce" Reedtz (til højre i billedet) har tidligere gået på Campus Vejle. Foto: Shutterstock
35 elever fra Campus Vejle havde samlet sig til et socialt arrangement på Lucky's Sportsbar i Vejle, hvor de viste Major-finalen mellem Astralis og NaVi. Hos Campus Vejle glæder man sig over den danske sejr, der kommer til at gavne e-sports-linjen.

Lige nu læser andre også

I går aftes sikrede det danske Counter Strike-hold, Astralis, den største titel i det populære computerspil Counter Strike, da holdet vandt Faceit Major-turneringen i SSE Arena i London. Astralis slog Ukrainske NaVi med 2-0 i finalen, og sikrede sig dermed deres anden major titel i holdets historie.

Sejren har sendt bølger ud gennem det danske land, og hos Campus Vejle hvor man har en af landets bedste e-sports-linjer, er det også noget, som vil gavne.

”Selvfølgelig får vi gavn af det. Det profilerer e-sport på den bedst tænkelige måde. Både i det almene billede, hvor folk bliver gjort opmærksom på det, men der er også flere medier, der begynder at dække det,” lyder det fra Nikolaj Primdahl, der er sportscollegeleder hos Campus Vejle.

Nikolaj Primdahl glæder sig især over, at det er Astralis af de danske hold der har vundet, da de er gået forrest med den model, man også forsøger at køre på Campus i Vejle.

”Astralis har turde tage en holdning til, hvordan de træner, hvordan de spiser og hvordan de hele tiden kan optimere. Det er også det, vi vil stå for. De træner x antal timer om ugen, de har kostvejledning og så formår de at præstere kontinuerligt, hvilket er en mangelvare i e-sport. Den kultur forsøger vi at bygge blandt vores elever, så de lærer, at der altså er andre vigtige ting end bare at sidde ved skærmen og spille,” lyder det fra Nikolaj Primdahl.

Dev1ce var den første Counter Strike-spiller på Campus

Blandt spillerne på Astralis finder vi Nicolai ”Dev1ce” Reedtz, der har en fortid i Vejle. Han var faktisk den første Counter Strike-spiller på Campus Vejle, hvor de nu har en e-sport-linje med lidt over 100 elever.

”Dev1ce var jo prøvekluden for vores esportslinje, og da han på 2.G fandt ud af, at han ikke længere ville spille badminton og i stedet spille Counter Strike, så gav vi ham chancen, hvor han fik de samme betingelser. Det har han nydt rigtig godt af,” fortæller Nikolaj Primdahl.

Gavner det jeres spillere, at Dev1ce er tidligere studerende på Campus Vejle?

”Det gør det helt klart. En rollemodel og idoldyrkelse er meget interessant for vores elever, og der er Dev1ce unik, fordi han er så dygtig, som han er. Der render heller ikke mange Messi og Ronaldoer rundt, for det er det sammenligningsgrundlag, vi er på,” fortæller Nikolaj Primdahl.

Lucky's vil vise mere esport i fremtiden

Lucky's Sportsbar afholder også andre arrangementer. Her er et foto fra Super Bowl tidligere på året.

Det meste e-sport kan som regel livestreames lovligt på nettet, hvor en hjemmeside som Twitch stort set sender alt, der er værd at se af e-sport. Selvom de fleste studerende på esportlinjen hos Campus Vejle har en computer, de kunne se turneringen fra, så ville de hellere lave et fælles arrangement.

Det arrangement lavede de på Lucky's Sportsbar, der viste kampen på størstedelen af deres skærme.

”Vi havde lavet en aftale med Lucky's Sportsbar, hvor mange af vores elever tog derned. Der er noget socialt over det, ligesom når cykelryttere ser Tour de France og fodboldspillere ser VM. Man vil altid se de bedste af de bedste,” lyder det fra Nikolaj Primdahl.

Hos Lucky's Sportsbar havde man i anledningen af kampen valgt at holde længere åbent, og indehaver Lasse Rasmussen kalder det en rigtig positiv aften.

”Som førstegangsevent er det meget positivt. Dem der mødte op, fik en rigtig positiv oplevelse ved, at det blev vist på mange skærme og med en ordentlig lyd. Så dem der kom i går, vil 100 % sikkert komme til næste arrangement, og de vil hive flere folk med,” lyder det fra Lasse Rasmussen, der vil kigge på at vise endnu mere e-sport i fremtiden.

”Det vil vi absolut. Vi snakkede både om at vise Counter Strike samt League of Legends, og så vil vi i gang med at gå mere ind i e-sporten. For hvis vi har en mulighed for at vise det, så gør vi det gerne. Især når der kommer fra folk med en tilknytning og interesse for det,” lyder det fra indehaveren af Luckys Sportsbar.

Vi får ikke et Campus-hold i Majoren

Mens ambitionerne er store på esportslinjen hos Campus Vejle, så er det alligevel ikke en Major, der ligger og venter lige om hjørnet. Nikolaj Primdahl mener, at det er fuldstændig urealistisk, at Campus Vejle kan levere et konkurrencedygtigt hold, der ville kunne præstere på den største scene. Spillerne vil nemlig blive rekrutteret til andre hold, inden de når så langt.

”Vi har en ambition om, at vi skal have de 150 bedste CSGO spillere i vores målgruppe på Campus. Kan vi stille nogle hold internt på skolen, så vil vi også få et hold, der kan spille i top-10 i Danmark. Men at have et Campus-hold til at spille med i en Major, det er urealistisk. Det er der for meget økonomi i. Er de første gode nok, så bliver de hentet af andre hold - og det vil vi elske,” lyder det fra Nikolaj Primdahl.

Hvor er jeres bedste CSGO-hold placeret i øjeblikket?

”ESPUMA spiller i øjeblikket med om oprykning til Mountain Dew Ligaen, hvilket er den liga lige under den, hvor de store hold som Astralis spiller i. Så de er i top-50 i verden,” lyder det slutteligt fra Nikolaj Primdahl.

Kilde: Netkablet.dk

Anbefalet til dig