Op mod en tredjedel af de personer, der lider af depression, opnår ikke den ønskede virkning af behandling med klassiske antidepressive lægemidler. Selvom lægen skifter til et andet antidepressivt lægemiddel eller kombinerer med andre typer af lægemidler, vil mange fortsat have depressive symptomer.
Professor i psykiatri ved Aalborg Universitet og forskningschef ved Psykiatrien ved Aalborg Universitetshospital Rasmus Licht er leder af den danske del af et stort internationalt studie, som skal undersøge, om stoffet psilocybin kan bruges til at behandle patienter med depression, hvor anden medicin ikke har hjulpet.
"Psilocybin er et kemisk stof, som forekommer naturligt i visse svampearter, men som til det aktuelle formål laboratoriefremstilles for at sikre en standardiseret, høj kvalitet. Stoffet har været anvendt i religiøse ceremonier i gamle syd- og mellemamerikanske kulturer, og nyere forskning tyder på, at det kan have en gavnlig effekt på depression, hvor andre behandlinger ikke har været virksomme, dvs. behandlingsresistent depression," fortæller Rasmus Licht.
Én behandling er nok
I forsøget vil en nøje udvalgt gruppe af patienter blive tilbudt en dosis på enten 1, 10 eller 25 mg psilocybin, afgjort ved lodtrækning. Behandlingen vil foregå i et særligt behandlingsrum under tilstedeværelse af specialuddannede sundhedsfaglige personer. Herefter vil forskerne vurdere virkningen på forskellige psykiske symptomer, kropslige funktioner, livskvalitet og funktionsevne for derved at finde frem til, om stoffet virker som ønsket, og i hvilken dosis.
Det oplyser Aalborg Universitetshospital i en pressemeddelelse.
Psilocybin påvirker ligesom antidepressive lægemidler hjernens serotoninsystem, der blandt andet er med til at koordinere følelsen af veltilpashed og lykke. Men påvirkningen er anderledes, og dét kan ifølge forskerne være nøglen til at opnå en vedvarende behandlingseffekt ved ellers behandlingsresistent depression.
Læs også: Dagens ordbog
"Studiet er interessant, fordi det på sigt kan åbne op for mere effektive behandlingstilbud i de tilfælde, hvor traditionel antidepressiv medicin ikke virker. Ikke mindst hvis en enkelt behandling kan have blivende effekt. De europæiske godkendelsesmyndigheder har signaleret, at stoffet i princippet vil kunne godkendes som lægemiddel, hvis det viser sig at være effektivt, siger Rasmus Licht."
Velkendt i forskningsøjemed
Selvom psilocybin ikke er godkendt som lægemiddel, er forsøget godkendt af alle relevante myndigheder.
"Psilocybin er velkendt og sikkert at anvende i forskningsøjemed," siger Rasmus Licht i pressemeddelelsen.
Forskningsprojektet ledes af det britiske firma COMPASS Pathways og gennemføres ved en række forskellige forskningscentre i Europa og Nordamerika. Fra Danmark deltager Psykiatrien - Aalborg Universitetshospital som det eneste center, hvor der forventes at rekrutteres op til 20 af de i alt 216 patienter, som skal deltage i forsøget.