En hilsen fra den kommunale parkeringsvagt kan ødelægge humøret hos de fleste. Det kan dog være en trøst, at det ofte kan betale sig at klage over afgiften, hvis man ikke mener, den er korrekt.
En undersøgelse, FDM har lavet blandt de 51 kommuner, der udfører parkeringskontrol, viser nemlig, at hver 10. af de p-afgifter, der klages over, efterfølgende annulleres. I alt udskrev de 51 kommuner godt 556.000 p-afgifter i 2017, hvoraf der samlet blev klaget over hver 13. af afgifterne.
”Når annulleringsprocenten i mange kommuner er så relativ høj, så viser det, at det kan betale sig at klage, hvis man føler, at afgiften er uretmæssig. Der kan være mange grunde til, at en p-afgift annulleres. En af del sker uden tvivl på baggrund af forhold, som p-vagten ikke kendte til som eksempelvis havari. Men det er alt andet lige også udtryk for, at man i nogle kommuner kan blive bedre til at udstede korrekte p-afgifter,” siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.
Der er dog stor forskel på, hvor ofte en klage fører til, at de enkelte kommuner annullerer p-afgiften. Esbjerg har den andenhøjeste annuleringsfrekvens i landet på hele 54%, så enten er kommunen meget eftergivende, eller også udskrives der mange uretsmæssige afgifter.
Kun i Bilernes By, Silkeborg, bliver der annulleret flere p-bøder. Og til sammenligning annulleres bare 3,6 procent af afgifterne i Tønder.
”Det er svært ikke at studse over, at der kan være så stor forskel kommunerne imellem. Både i forhold til hvor mange der klager, og hvor mange der får medhold. Taget i betragtning at parkeringsforholdene ikke adskiller sig så voldsomt fra kommune til kommune, bør vores undersøgelse derfor give anledning til, at man i hvert fald i nogle kommuner bør se på, om man i nogle tilfælde er lidt for hurtige med bødeblokken,” siger Dennis Lange.