Donation på mange millioner skal gøre fjorden sund på ny

Kort & Godt
Velux giver en hånd med, så fjorden kan få nyt liv. Foto: Vejle Kommune
Vejle Fjord har længe haft det skidt og er langt fra vandplanernes mål om en god økologisk tilstand. For mange alger, for få fisk og en for mudret bund har gjort livet i fjorden usundt.

Lige nu læser andre også

Vejle Kommune har gennem flere år arbejdet målrettet på at skabe det finansielle og faglige grundlag for et renere og sundere fjordmiljø. Nu har indsatsen taget et væsentligt skridt i den rigtige retning med Velux Fondens bevilling på 15.342.180 kr.

Penge gør stor forskel

"Den flotte bevilling fra Velux Fonden skal vi allesammen glæde os over. Vi får nu mulighed for virkelig at gøre en forskel for fjordmiljøet og på sigt få skabt et fornyet livsgrundlag for et rigt plante- og dyreliv i Vejle Fjord," udtaler Karl Erik Lund, formand for Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune.

Med de godt 15 mio. fondsmidler kan Vejle Kommune høste frugterne af et stort og solidt stykke arbejde ikke alene fra embedsværket, men også et stærkt og bredt samarbejde med fjordfiskerne, Rødkilde Gymnasium, landbruget, Bestyrelsen for Vejle Ådal og Fjord samt Syddansk Universitet (SDU).

En benhård indsats bag

"Vi er meget taknemmelige for bidraget. I løbet af de seneste tre år har Teknik & Miljø sammen med en bred vifte af samarbejdspartnere arbejdet benhårdt og målrettet på at skabe det finansielle og faglige grundlag for en sundere Vejle Fjord. Den slags samarbejder kommer vi i det hele taget til at se mere af fremover, for store komplekse projekter kræver, at vi arbejder sammen på tværs af organisationer, politikere og forvaltning for at nå i mål," siger Michael Sloth, direktør i Teknik & Miljø.

Selve det overordnede ansvar for projektet ligger hos Vejle Kommune, men i tæt samarbejde med SDU, der er partner i projektet. Fondsmidlerne er således bevilliget med 9,2 mio. kr. til Vejle Kommune og 6,1 mio. kr. til Syddansk Universitet. Samlet set går alle midler til forbedring af fjordens miljøtilstand.

Unikt og nyskabende samarbejde

Det er projektets helhedsorienterede tilgang og det tætte samarbejde mellem en kommunal forvaltning og en uddannelsesinstitution, der ligger til grund for Velux Fondens bevilling.

"Det er første gang, forskning og forvaltning samarbejder så tæt omkring den marine naturgenopretning i Danmark. Det giver os en helt unik lejlighed til at iværksætte en samlet indsats på tværs af alle interessenter omkring hele fjorden. Selvom det vil tage mange år at få Vejle Fjord tilbage i topform, så kan vi nu anvende en række af de marine virkemidler, vi har til rådighed og gøre noget rigtig godt for vandmiljøet," understreger Mogens Flindt, der er forskningsleder og ekspert i vandmiljø ved SDU.

Sund tilstand i fjorden

Velux Fonden støtter blandt andet projekter, der bidrager til et dansk havmiljø i balance.

"Sund Vejle Fjord er et godt eksempel på et projekt, som vil løse en konkret miljøudfordring og i stor skala demonstrere, hvilke greb og løsninger der kan genskabe en sund tilstand i fjorden. Vi ser meget frem til at se resultaterne af Vejle Kommunes og SDU's arbejde med fjordens miljø," siger Mikkel Klougart, der er programchef i Velux Fonden.

Pengene går til

Budgettet for Projekt Sund Vejle Fjord lyder på knap 30 mio. kr. Heraf har Velux Fonden netop givet tilsagn om det halve beløb - dog under forudsætning af, at de resterende midler rejses. De mange kroner er blandt andet øremærket fjordtjek, formidling og marin naturgenopretning, der bl.a. indebærer udplantning af ålegræs, udlægning af muslinger og etablering af barriere-stenrev.

      

Anbefalet til dig