Efter branden: Økolariet vender delvist tilbage den 3. september

Kort & Godt
Sådan ser en ulv ud, når den har været udsat for ekstreme varmegrader.
I starten af September åbner Økolariet dørene delvist op. Der kan dog gå flere måneder, før alle skader fra branden i fredags er blevet repareret og Økolariet åbner helt op.

Lige nu læser andre også

Fredag den 17. august var der fyldt med røde biler og blå blink i midten af Vejle by, da der var udbrudt brand i Økolariet. Som følge af branden har det været nødvendigt at lukke Økolariet helt, og det forventes således at åbne delvist op igen den 3. september.

Branden startede i nogle elektriske installationer i Økolariets talende træ. Træet var en vigtig del af deres biodiversitetsudstilling, som har haft over 55.000 gæster siden udstillingen åbnede i starten af året.

Der kan gå op til flere måneder før det åbner helt

Mens branden havde begrænset sig til et enkelt område på 1. sal, så gik det alligevel hårdt ud over biodiversitetsudstillingen. Skaderne var så omfattende, at udstillingen blev totalskadet.

Flere vandrør sprang også i forbindelse med branden, og det betyder, at der nu er flere vandskader rundt omkring i Økolariet. Dele af Økolariet vil derfor åbne op om to uger, mens der kan gå flere måneder, før det bliver muligt at besøge alle lokalerne.

“Vi holder Økolariet helt lukket i 14 dage, som vi skal bruge til at danne os et overblik over skaderne og få luftet ud og fjernet sod og røglugt. Vi åbner de første dele af Økolariet igen mandag den 3. september kl. 10. men vi forventer, at der kan gå mange måneder inden alle dele af Økolariet er reetableret,” udtaler Økolariets leder, Niels Nørgaard.

Når Økolariet åbner op d. 3. september, vil det blandt andet være med en lille udstilling om branden. Her kan ulven fra biodiversitetsudstillingen ses, og den giver et godt billede af, hvordan en ulv ser ud, når den har været udsat for meget høje temperaturer.

 

Anbefalet til dig