”Tallet hedder 5,0 og vi er på 4,98. Det betyder, at vi ikke får pengene, men vi har jo løftet eleverne fagligt, og det kan jeg jo så glæde mig over,” sagde skoleleder Anne Gulbech, da vi tidligere fangede hende til en snak.
Det var nemlig sølle 0,02 procentpoint der skilte Vejle Midtbyskole fra en millioncheck, som vi kunne berette i går. Undervisningsministeriet har nemlig iværksat et initiativ, hvor en række skoler med mange fagligt svage elever, kunne modtage en bonus, hvis flere afgangselever fik karakteren 4 eller derover.
Selvom det ærgrer Anne Gulbech, er hun alligevel forholdsvist fattet.
”Det er rigtig, rigtig ærgerligt, men der er ikke noget, at gøre ved det. Vi fik ikke den halvanden million kroner. Personalet har knoklet og været fokuseret, og gjort alt, hvad de kunne. Vi manglede så én elev, og det var så hvad det var,” siger hun og tilføjer:
”Vi har også italesat det sådan: Vi gør ikke det her for pengenes skyld, vi gør det for elevernes skyld. Hvis pengene kom, ville det være en bonus."
Regnede forkert
Anne Gulbech fortæller, at Vejle Midtbyskole løbende har indrapporteret karaktererne til ministeriet, men også selv regnede på dem undervejs – og rent faktisk troede de, at de ville sikre sig millionbonussen.
”Vi var godt klar over, at det var meget snert. Men ifølge vores beregninger var vi lige præcis på 5,0,” siger hun og tilføjer:
”Vi vil da lige kikke på tallene igen - men jeg tror da, at ministeriet har ret.”
For at løfte Vejle Midtbyskoles elevers faglighed i dansk og matematik, har skolen investeret i flere vejledere og lærere i den seneste tid.
”Jeg har haft ansat nogle ekstra ressourcer, og dem må jeg jo så finde et andet sted,” siger Anne Gulbech, men forklarer, at det ikke drejer sig om en større overnormering. Hun understreger også, at de ekstra tiltag, som allerede nu er iværksat i det nuværende skoleår, ikke bliver fjernet, blot fordi millionchecken ikke kommer i hus.
En ny chance til næste år
Til næste år har Vejle Midtbyskole endnu en mulighed for at få del i den såkaldte Skolepulje, som Undervisningsministeriet konkurrencetiltag hedder. I går blev der uddelt 81 millioner til 60 skoler rundtom i landet, men i alt er der afsat 500 millioner kroner, som skal uddeles over en treårig årrække – så der er altså stadig over 400 millioner, der skal fordeles blandt skolerne.
Hvis Vejle Midtbyskole skal have del i millionerne næste gang, kræver det, at de hæver andelen af 9. klasses-elever som får over 4 i karakter med yderligere 5,02%.
Til næste år kræver det nemlig, at man har 10% færre elever med karakterer under 4 i forhold til udgangspunktet i 2017. Dengang fik 45,56% af afgangseleverne på Vejle Midtbyskole under 4 i dansk og matematik. I år er tallet – ifølge Undervisningsministeriet – på 40,58%.