Til forskel fra det Facebook-ejede datacenter, er det center Bulk Infrastructure AS vil bygge et såkaldt Carrier Neutral Colocation Data Center. Det betyder at ejeren ikke selv bruger datacenteret, men stiller det til rådighed for firmaer, der har brug for at udnytte centerets muligheder.
Denne type center kan være det, Esbjerg har brug for, for at udvikle sig til det digitale knudepunkt i Norden, som kommunens politikere og erhvervsfolk drømmer om. For eksempel fortalte stifteren af det store hollandske internetfirma NL-ix for tre uger siden, at selskabet seriøst vil overveje at etablere sig i Esbjerg, hvis byen udover Facebook får et neutralt datacenter.
Landingspunkt for datakabler
Grunden til, at Esbjerg måske kan begynde et nyt erhvervseventyr er, at byen bliver landingspunkt for flere store datakabler med forbindelse til USA og Storbritannien. Byen bliver derfor et knudepunkt for datatrafik i fremtiden, og det tiltrækker altså de store spillere på dette område.
I en pressemeddelelse forklarer Bulk, at man forudser, at Esbjerg-området vil spille en central rolle, der giver løbende forbindelse til datacenterudbredelserne inden for Danmark og Norden. Bulk mener, at Esbjergs strategiske position på Danmarks vestkyst er ideel og fremover vil blive en vigtig gateway for Nordeuropa og Norden.
“Vi er meget glade for at udvide vores tilstedeværelse i Danmark fra subsea fiberkabler til nu at indeholde et datacenter,” siger grundlægger og formand Peder Nærbø i Bulk Infrastructure AS i en pressemeddelelse og fortsætter: “Esbjerg er godt forbundet med optimale forbindelser til alle havkabler i Nordsøområdet, og det er det perfekte sted for os at muliggøre udviklingen af et neutralt trafikudvekslingssted i Danmark.”
Bulk Infrastructure AS, har da også planer om at opbygge yderligere undervandskabler i Nordsøen med forbindelse til Esbjerg inden udgangen af 2019.
“Med flere kabellandinger planlagt eller allerede på plads og landingen af vores nye Havfrue transatlantiske kabelsystem vil dette medføre både en konvergens af netværk og tilhørende kapacitet til Esbjerg sammen med skabelse af en naturlig gateway til Bulks store nordiske bæredygtig og omkostningseffektive digital infrastruktur,” fortæller Peder Nærbø.
Bulk meddeler selv i pressemeddelelsen, at firmaet har sikret sig en grund på 50.000 kvm i Esbjerg. Grunden er beliggende i Kjersing bagved lastbilvirksomheden MAN på Guldborgsundvej.