Idrætsmødet i Aalborg har premiere med 29. august til 1. september med fire dage dedikeret til mangfoldigheden på idrætsområdet. Målet er at skabe en årligt tilbagevendende mødeplads, hvor alle grene af idrætslivet kan mødes og skabe nye synergier. Idrætten i Danmark er en kulturbærer og en af værdiskaberne i vores samfund og netop det har været en af årsagerne til at kulturministeren Joy Mogensen deltager i åbningen af folkemødedelen af Idrætsmødet 30. august.
"Nu har idrætten fået sit eget folkemøde - og jeg glæder mig at være med til den første udgave. Idrætsmødet spænder imponerende bredt og samler ikke bare idrætslivet til vigtige diskussioner om idrættens mange muligheder, men også interesserede borgere til aktiviteter, foredrag og debatter i idrættens tegn," siger kulturminister Joy Mogensen (S).
Mødested for hele landet
Idrætsmødet er delt op i tre dele. En idrætskonference med over 130 oplæg og nyeste viden på idrætsområdet. En aktivitetsdel, hvor man på havnefronten i Aalborg og i vandmekkaet Vestre Fjordpark kan prøve et væld af idrætter. Og så er der folkemødedelen, hvor syv scener på havnefronten og Vestre Fjordpark danner ramme om folkelige talks, debatter og underholdende koncepter indenfor idrættens verden. Og her er man meget glad for at kulturministeren deltager i åbningen af idrættens nye folkemøde:
"Idrætsmødet er hele Danmarks mødeplads for idrætten, så derfor er vi meget glade for at den nye kulturminister prioriterer at deltage. Vi er stolte af den politiske anerkendelse og fokus på idrætten, som en vigtig del af det danske samfund og kultur, og så betyder det også meget for anerkendelse af Idrætsmødet, som en vigtig brik i det fremtidige fokus og diskussion af idrætsområdet," siger Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune, i en pressemeddelelse.
Kulturministeren skal holde afslutningstale på konferencedelen fredag eftermiddag, mens hun derefter også skal holde åbningstalen på Idrætsmødets folkemødedel.