For første gang udkommer Sjæk'len i et digitalt format

20/5/19 06:55

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet
For Fiskeri- og Søfartsmuseet har Sjæk’len en helt særlig symbolsk betydning. Den er nemlig udtryk for de stærke og tætte samarbejdsrelationer, som museet har til omverdenen, uanset om der er tale om erhvervslivet, myndigheder eller forskningsinstitutioner.

For første gang udkommer Sjæk'len i et digitalt format. Overalt i den moderne verden peger pilen på øget digitalisering, og på Fiskeri- og Søfartsmuseet har vi denne gang valgt at svømme med strømmen. Nogle vil sikkert savne at sidde med bogen i hånden, men artiklerne er stadig af samme kvalitet og tyngde med fyldige og forklarende beskrivelser af arbejdsmetoder og opdagelser.

"Forandring er den eneste konstant på kysten. Sådan lyder et udtryk, jeg ofte hørte, da familien i nogle år boede i et lille samfund langt mod nord i Norge. Da vi for tre år siden flyttede til Esbjerg, forstod vi hurtigt, at dette så sandelig også gør sig gældende her på egnen. Esbjerg er om nogen en by defineret ved at være i konstant udvikling” lyder det fra Museumsdirektør David Dupont-Mouritzen.

De fleste ved, at Esbjerg blev til efter nederlaget til Preussen, der den dag i dag stadig toner folkesjælen mange steder i landet.

Esbjerg derimod var frisat fra fødslen. Byen kunne skrive et helt nyt kapitel i danmarkshistorien, hvor havnen og havet spillede de dominerende hovedroller i en foranderlig fortælling om skiftende tiders muligheder og krav.

Og på havnens 100-års fødselsdag blev Fiskeri- og Søfartsmuseet sat i verden for at formidle netop denne konstante bevægelse.

Meget er sket på halvtreds år. Esbjerg er fuldstændigt forandret fra en livlig fiskerby til en topmoderne energimetropol, men én ting er ikke ændret. Havet ligger der stadig med sit enorme potentiale for at udnytte vinden, undergrunden, havets mangfoldige fødevarer og måske fremfor alt adgangen til resten af verden. Horisonten.

Alt det kan du læse om i denne udgave af Sjæklen.

Mette Guldberg, Asger Nørlund Christensen og Asbjørn Holm fortæller hver med deres vinkel om, hvordan masser af søfolk for 300 år siden tog til Amsterdam for at søge arbejde. Artiklerne er et resultat af forskningsprojektet ”Handel og Vandel i 1600- og 1700-tallet”, som med støtte fra Velux Fondens museumsprogram afdækker kontakterne mellem Nederlandene og Danmark. Sømændene var den danske del af en maritim arbejdsmigration, som vi kan have svært ved at forstå omfanget af i dag. Og artiklerne diskuterer, hvilke formidlingsgreb man kan gøre brug af for at iscenesætte denne periodes grænseløse arbejdsliv lang tid før vedtagelsen af EU’s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Tættere på vores tid fortæller Majken Høgh Olsen om østersfiskeriet i Limfjorden, der har været præget af voldsomme udsving og en stram styring fra København. I lang tid var det ulovligt at plukke den lækre spise. Straffen for østerstyveri var i første omgang bøder og strafarbejde i jern. Og senere kunne det medføre dødsstraf.

Nick Nylands artikel om mærkning af fiskerfartøjer i 1800-tallet handler også om myndighedernes indgriben i fiskernes hverdag. Mærkningen af de danske joller og både blev allerede inden 1800-tallet til et indviklet sæt af regler og love. Og det blev ikke bedre, da koleraepidemien i starten af 1800-tallet var kommet fra Asien gennem Rusland til Tyskland. Det betød strenge regler for kontakt med fremmede skibe, hvor mærkningen hjalp politiet til at straffe synderne. Esbjerg var i øvrigt et af de første steder, hvor alle både allerede i 1880’erne bar havnekendingsnummeret E og et fortløbende nummer. Man var således på forkant med udviklingen, så den første udgave af Fiskeriårbogen i 1894 indeholder en lang række nordsøfiskefartøjer.

38 år tidligere var der blevet bygget en pontonbro fra Sundeved på Jyllandssiden til Sønderborg på Als. Denne Alssundbro blev startskuddet til en lang række broer rundt om i landet, og det fik de driftige esbjergensere til at drømme om en bro over til strandene på Fanø og fannikkerne til at drømme om lettere adgang for fastlandets turister. ”Vi lever i brobygningens tidsalder”, mente bogtrykker Kristen Rosendahl, der stod i spidsen for det første seriøse forslag til en fast forbindelse i 1907. Jørgen Burchardts artikel fortæller om, hvordan dette forslag i lighed med de næste 50 års forslag om bro til Fanø bogstavelig talt løb ud i sandet, enten på grund af frygten for at påvirke adgangen til Esbjerg fra Vesterhavet, på grund af mangel på materialer, eller simpelthen fordi folk holdt mere af færgerne.

Og alt imens man diskuterede en Fanøbro, så voksede Esbjerg til den største fiskerihavn i landet. Det er det, som Søren Byskov med Danmarks Vildeste Fiskereventyr dokumenterer med fotos af Jes Larsen og interviews af ham selv i en både smuk udstilling i Danmarkshallen og en fotobog, der udkom april 2019. I artiklen fortæller Søren om arbejdet med at skabe udstillingen om denne enestående epoke i dansk fiskeri og erhvervsliv.

I 2002 lukkede Esbjerg Fiskeauktion, og siden 2007 har der ikke været landet industrifisk i Esbjerg. Det forholdsvis hurtige stop for fiskeri i byen betyder, at fiskeriet virker som om, det foregik i en helt anden tidsalder, hvor mænd var furede, frygtløse bølgebesejrere og kvinderne hjemmegående madmødre i forklæde. Men fiskerne og deres koner lever endnu og har fået både stemme og ansigt i den markante udstilling.

Men hvad sker der egentlig med et samfund, når fiskeriet forsvinder?

Det undersøger Jeppe Skovgaard Brandtoft, Kristen Ounanian og Troels Jacob Hegland i artiklen om Lildstrand. Her er fiskeriet forsvundet i løbet af de sidste ti-tolv år og kun ganske få af de tidligere beboere er blevet tilbage. I 2007 indfører man i Danmark et nyt system med fartøjskvoteandele – FKA systemet. De enkelte fartøjsejere får dermed råderet over en andel af de danske kvoter, en ret de kan sælge videre. Mange fiskere er på dette tidspunkt dybt forgældede, og de nye regler giver dem mulighed for at starte på en frisk uden for fiskeriet. Men som forfatterne forklarer, er fiskernes valg et fravalg af en gældstynget tilværelse, ikke et tilvalg af en ny og spændende tilværelse i et andet erhverv. Og mange fiskere ser nærmest skamfuldt tilbage på deres afhændelse af kvoter – og kører nu østpå til Thorup Strand for at opleve lidt af den gamle stemning på kysten, hvor såkaldt maskulin solidaritet og maskuline værdier er i højsædet.