Han har ytret sig om præsident Trump, om strømmen af flygtninge op gennem Europa og om mellemøstlige kriser. Det er dog ikke primært gennem de trykte medier, han har fået opmærksomhed, om end han er publiceret i prominente aviser som The Guardian, NY Times samt The BBC og Al-Jazeera. Det er hans satiriske, politiske tegninger på internettet, der går viralt og vækker håb såvel som forargelse verden over.
Khalid Albaih udstiller netop nu nogle af sine værker i den aktuelle satireudstilling Lige til stregen. En satirisk jordomrejse på Vejle Kunstmuseum, der rummer knap 60 andre satiretegnere.
Torsdag 7. februar klokken 17 er der en chance for at møde den sudanesiske tegner, og Vejle Kunstmuseum inviterer alle til denne gratis talk. Khalid Albaih vil fortælle sin historie og om, hvorfor satiretegninger blev hans udtryksform og måde at ytre sig på.
Tidlig inspiration
Khalid Albaih har tegnet siden barndommen, inspireret af de tegneserier hans far forærede ham. Da han var 12 år gav hans far ham et magasin med politisk-satiriske tegninger, som virkelig tændte den unge Khalid. Forældrene mente dog ikke, at tegnekunsten var en sikker fremtid, derfor uddannede Khalid sig på ingeniørskolen i Qatar som designer. Det var mens han studerede, at han for alvor begyndte at respondere gennem satiriske tegninger på de politiske og sociale begivenheder, der skete omkring ham, og det var det arabiske forår, der yderligere motiverede Khalid, som kunstner og aktivist.
Khalid Albaihs tegning 'Choices for Syrian children', der er en del af Vejle Kunstmuseums aktuelle særudstilling med satiretegninger fra hele verden.
Den politiske arv
Engagementet i politik kommer ikke fra fremmede. Khalids far var diplomat, og der blev diskuteret dagligt hen over spisebordet. Én onkel var tæt på præsidenten, en anden blev slået ihjel, da han medvirkede i et statskup. Gennem de voksnes samtaler voksede Khalid Albaih op med politisk bevidsthed og konsekvenserne af politiske holdninger. Da det arabiske forår brød ud, formidlede Khalids tegninger og billeder stemningen. Khalid hører blandt de satiretegnere, der regerer hurtigt på begivenhederne, mens de finder sted, og han bruger de sociale medier, hvor mange kan følge med.
Bringer internettet til live
Når Khalid Albaih bliver spurgt om, hvor han kommer fra, svarer han ofte, at han hører hjemme på internettet. Det er her, han kan bevæge sig frit, det er her, han publicerer sine tegninger. Oprindeligt fordi aviserne ikke ville udgive hans bidende kritiske tegninger af magthaverne. I begyndelsen var det venner og kolleger, i dag følger 81.000 brugere af de sociale medier Khalid Albaihs Facebookprofil, Khartoon. Han skriver også artikler, giver interviews til magasiner og har netop udgivet en bog, men det er på internettet, hans tegninger lever og lægger stemme til de vilkår og bekymringer, han mange følgere lever i og med.
Kommentarer forpligter
Khalid har en drøm, fælles med mange andre, om fri adgang til viden og ytringsfrihed, særligt i de mellemøstlige og arabiske lande, han følger tæt. En anden af hans ideer er at fortælle sit lands, Sudans, historie gennem satiretegninger.
Kom og hør mere torsdag 7. februar fra kl. 17.00 på Vejle Kunstmuseum.
Der er gratis adgang, men der skal bookes billetter på museets hjemmeside her.