Siden AaB i februar 2015 præsenterede Hele Nordjyllands Håndsrækning har AaB via denne doneret en krone pr. fremmødt tilskuer til klubbens 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park.
Siden sommeren 2017 har Spar Nord Fonden givet opbakning til Hele Nordjyllands Håndsrækning – ligeledes med en krone pr. tilskuer. Pengene bliver halvårligt doneret ubeskåret til et godt formål i Region Nordjylland, og i alt er der siden foråret 2015 doneret mere end 600.000 kroner til velgørende nordjyske formål.
Den meget tætte afstemning, med flere end 2.300 afgivne stemmer, resulterede i en sejr til Barnets Blå Hus i Vesthimmerland med 37,7% af stemmerne, mens Børns Voksenvenner fulgt tæt efter med 32,34% efterfulgt af Råt & Godt – et værksted i udvikling med 29,90% af stemmerne.
Hjælper børn i misbrugsfamilier
I Barnets Blå Hus hjælper man børn, hvis forældre har problemer med stof- og alkoholmisbrug. Hjælpen består i at styrke børnenes modstandsdygtighed og evne til at tage vare på sig selv i den problematiske situation, de typisk befinder sig i.
Den primære indsats er rettet mod børnene, men indsatser, hvor forældrene er involveret, er en integreret del af huset og tilbuddet.
Husets frivillige medarbejdere har til opgave at tilbyde en række sociale aktiviteter, herunder sociale samværsaktiviteter, fællesspisninger og udflugter, hvor børn og forældre har mulighed for at opleve og gøre erfaringer med nye samværsformer.
Ole Smed, daglig leder af Barnets Blå Hus i Vesthimmerland, var ikke overraskende meget glad for dagens resultat:
"Det har været fantastisk at opleve den store opbakning under afstemningen, i tæt løb med to andre værdige modtagere. Vi ser frem til en masse gode oplevelser i efteråret med AaB og håber, at vi med håndsrækningen kan hjælpe endnu flere børn, hvis forældre har haft et misbrug af alkohol eller stoffer."
"Endnu en gang tusind tak til alle, der har delt og stemt på Barnets Blå Hus i Vesthimmerland."
Administrerende direktør i AaB, Thomas Bælum, tilføjer i en pressemeddelelse:
"Det er altid spændende med en ny modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning, og det glæder os, at vi igen kommer ud og støtter et velgørende tiltag i regionen, hvor vi forhåbentlig kan være med til at gøre en positiv forskel."
"Vi ser derfor frem til et godt og spændende samarbejde med Barnets Blå Hus i Vesthimmerland, som vi naturligvis håber får et stort støttebeløb i hånden, når efteråret er omme."
Det samlede beløb for efterårets 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park vil blive doneret umiddelbart efter sidste hjemmekamp i efteråret 2019 eller i forbindelse med første hjemmekamp i foråret 2020.