Stærekassen på Næsbyvej har været flittig. 4.429 bøder har den udskrevet siden 20. oktober sidste år. Det betyder, at den er den mest travle af de 20 stærkekassser, som politiet 1. oktober sidste år satte op i hele Danmark.
Det er nu et halvt år siden, at stærekasserne første gang blev sat op. Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har lavet en status på projektet, som viser, at stærekasserne generelt er blevet meget positivt modtaget af både borgere, kommuner og politikere, og Vejdirektoratet har modtaget mange ønsker om opsætning af endnu flere stærekasser rundt omkring i landet.
"Formålet med stærekasserne er ikke at udskrive en masse bøder. Det er derimod at få trafikanterne til at sætte hastigheden ned, fordi vi ved, det er med til at forbedre trafiksikkerheden. Stærekasserne er i det store hele blevet taget rigtig godt imod, og jeg har tillid til, at evalueringen til efteråret viser, at vi også i Danmark kan høste gode trafiksikkerhedsresultater af stærekasserne," siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.
Stærekassernes placering er udvalgt af Vejdirektoratet i samarbejde med Rigspolitiet på baggrund af Vejdirektoratets ulykkesstatistik.
De 20 standere har det seneste halve år haft et samlet antal måletimer på 32.508 timer og har i perioden maksimalt genereret 37.183 bøder.
- Der er gode tegn på, at pilotprojektet med stærekasserne er en succes, og hvis de gode resultater fortsætter, vil vi skalere pilotprojektet op og erstatte endnu flere fotovogne med stærekasser, siger Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen.
"Stærekasserne er med til at sænke farten på veje med mange uheld, og det er med til at skabe mere tryghed for trafikanterne og forbedrer trafiksikkerheden. Det er derfor rigtig godt, at borgerne har taget så godt imod stærekasserne," siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.
Mindst 33 procent af bilister, der var involveret i en dødsulykke i 2017, kørte hurtigere end det tilladte.
De 20 opsatte stærekasser er en del af et treårigt pilotprojekt, der skal teste, hvordan kameraerne fra politiets fotovogne fungerer i faste standere, samt at undersøge hvilke effekt stærekasserne har på de danske trafikanter.