I princippet er Jelling Musikfestival udenfor Vejle 24’s dækningsområde, men naturligvis er vi på pletten, når der er folkefest i Vejles baghave. Det håber vi også at så mange vejlensere som muligt er - men det gælder om at få købt billetten, før der er udsolgt.
”Det går rigtigt stærkt lige nu. Generelt kan vi godt mærke, at folk stamper i jorden, som nogle kvier der vil på græs. Der er 300-400 partout-billetter tilbage, og jeg kan ikke garantere, at vi har billetter en uge endnu,” fortæller festivaldirektør Lars Charlie Mortensen.
Prisen på billetterne til årets festival (både partout- og dagsbilletter) stiger den 1. maj, så hvis man alligevel planlægger at tage til festival, kan man lige så godt købe partout-billetten i dag og spare 200 kroner.
Lidt flere dagsbilletter tilbage
Mens partout-billetterne snart er revet væk, er der lidt flere dagsbilletter tilbage i handlen. Også her mærker festivalen dog stor interesse. Især søndags- og lørdags-billetterne er der rift om. ”Så jeg kan kun opfordre folk til at komme ud ad busken og få købt billetter,” siger Lars Charlie Mortensen.
Årets festival byder på koncerter med blandt andet Nickelback, James Blunt, Dizzy Mizz Lizzy, Thomas Helmig og Mew. Det hele begynder den 24. maj, men allerede i denne uge, rykker festivalkontoret ned på festivalpladsen, og inden længe begynder teltene, scenerne og alle de frivillige at poppe op og strømme til.
Billetter kan købes på www.ticketmaster.dk