Mandag 25. november skifter Musikhuset farve, når det bliver lyst op i orange som en del af UN Womens kampagne Orange the World. Kampagnens formål er at udbrede kendskabet til og forsøge at forebygge vold mod kvinder og piger. Orange er farven for det femte af FNs 17 Verdensmål, der har overskriften ”Ligestilling mellem kønnene”.
”Det er vigtigt, at vi siger fra overfor vold og voldelige overgreb. Jeg er stolt over, at vi kan bruge byens flotte Musikhus til at oplyse om kampagnen og FNs 17 Verdensmål. Det er afgørende, at vi også lokalt tager et globalt ansvar og sikrer en bæredygtig fremtid for alle,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad
38.000 kvinder udsættes for partnervold
Hvert år udsættes omkring 5.400 kvinder for tvangssamleje eller forsøg på det. Det viser tal fra Det Kriminalpræventive råd. Ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed bliver 38.000 kvinder i Danmark hvert år udsat for partnervold. Studier fra Aarhus Universitet viser ligeledes, at partnerdrab på kvinder begået af mænd er den største enkelttype af drab i Danmark.
”Vi synes, det er et sympatisk budskab og et tema, som vi gerne vil bakke op om. Musikhuset ligger centralt i byen, og vores glasfacade ser smuk og markant ud, når den bliver lyst op i aftentimerne. Vi vil på denne måde gerne være med til at sætte fokus på en relevant og vigtig sag, som både fylder herhjemme og i særdeleshed rundt om i verden,” siger Musikhusets direktør Jan Christensen.
Udover Musikhuset markerer også Aarhus Domkirke dagen ved at lyse deres badehus på Aarhus Ø op i orange og afholde samtalecaféer om emnet. De kommer i selskab med hundredvis af markante bygninger verden over. Ved tidligere kampagner er ikoniske monumenter som pyramiden i Giza, Kristusfiguren i Rio de Janeiro og Scala-operaen i Milano blevet lyst op i orange.