Verdensmesterskabet i mountainbikeorientering starter i Viborg søndag den 28. juli, hvor 250 eliteryttere skal køre sprint og finde orienteringsposter i Viborg midtby. Stævnet varer i syv dage og har fem forskellige distancer. Fredag den 2. august er der massestart i Undallslund Plantage. Begge dage er det muligt at følge løbet tæt på.
Et stort arrangement, som et verdensmesterskab, får betydning for byens trafik:
Søndag den 28. juli vil Viborg midtby være afspærret fra kl. 8.00 til 14.00. Det er muligt at køre på følgende veje, men området inden for vil være afspærret for bus- og biltrafik:
- Sct. Ibs gade
- Li. Sct. Mikkelgade
- Sct. Jørgens Vej
- Toldbodgade
- Banegårds Allé
- Skovgårdsvej
- Skottenborg
- Rødevej
- Gl. Skivevej
Fredag den 2. august vil Undallslund Plantage være delvist lukket fra kl. 9.00 til 17.00. Her vil de lukkede områder være tydelig markerede ved plantagens indkørsler.
Find alternative veje og p-pladser
For både rytternes og borgernes sikkerhed er midtbyen den 28. juli afspærret. Det er muligt at færdes i midtbyen til fods eller på cykel.
Projektmedarbejder Ove Jensen fra Viborg Kommune glæder sig til at få et VM til byen. Han håber på stor opbakning for borgerne og forståelse for de trafikale ændringer. Ove kommer derfor med en opfordring:
-
"Skal du til eller fra midtbyen, kan jeg kun opfordre alle til at finde alternative veje og parkeringspladser. De borgere, der bor i det afspærrede område, modtager en påmindelse på SMS i uge 30, men hjælp os meget gerne med at sprede budskabet."
Se mere om de trafikale ændringer på Viborg Kommunes hjemmeside.
Det berørte området. Foto: Viborg Kommune
Alle kan deltage
Udover verdensmesterskabet er der også et åbent orienteringsløb, som alle med en mountainbike kan deltage i. Interesserede skal blot tilmelde sig på stævnepladsen. Det første åbne løb er den 28. juli kl. 14.00 i området ved Viborg Idrætshøjskole. Tilmelding sker i stævnecentrum på Asmildkloster Landbrugsskole, hvor alle kan låne kortplader til at sætte på styret.