Trængte familier har igen i år mulighed for at søge om julehjælp hos Blå Kors Danmark. Ansøgningen til julehjælp åbner 1. november og forventningen er, at der også i år vil være mange, som søger om økonomisk hjælp til julemad og gaver.
En af dem, som fik julehjælp af Blå Kors i 2018, var Laila Johnsen fra Aalborg. Hun er på kontanthjælp, og hendes mand er gartner ved kommunen. Sammen har de en dreng på 13 år.
"Julehjælpen betød, at vi ikke skulle låne penge, som skulle betales tilbage i januar. Det gav os virkelig luft," fortæller Laila Johnsen.
Laila Johnsen og hendes mand har valgt at være åbne omkring, at de af og til mangler penge.
"Det er ikke noget, vi skammer os over. Vi kan lige præcis klare os. To tredjedele af indtægten går til mad, og så forsøger vi at lægge penge fra til, hvad vi ellers har brug for i forhold til fx tøj og fødselsdage," siger Laila Johnsen.
Flere har det svært
Selvom julen er en hyggelig tid, er julemåneden for mange familier også en af de sværeste.
I 2018 søgte 6.268 mennesker om julehjælp hos Blå Kors, mens det i 2015 var 1.200.
"Det er svært at sige, hvorfor der er så stor vækst. Noget skyldes, at flere har hørt om vores julehjælp, men vi må også sige, at det hænger rigtig fint sammen med vores oplevelse af, at flere har fået svært ved at få økonomien til at hænge sammen," siger Christian Bjerre, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark.
Langt de fleste ansøgere til julehjælpen er på kontanthjælp eller anden overførselsindkomst. Og mange er eneforsørgere.
"Det er trist, at så mange i vores velfærdssamfund har så små kår, at de søger hjælp til at holde jul for familien. Vi glæder os over den hjælp, vi kan give, men det er trist, at det er nødvendigt," siger Christian Bjerre i en pressemeddelelse.
Julehjælpen fra Blå Kors består af et gavekort på 400 kroner til Lidl og et gavekort på 200 kroner, som kan bruges i en af Blå Kors' 53 genbrugsbutikker.