Sydøstjyllands Politi har anholdt og fået fængslet to mænd for indbrudstyveri. Hos dem er der fundet mange tyvekoster, herunder 42 forskellige smykker.
Blandt smykkerne er der flere vielsesringe med indgraveringer, og andre smykker af ældre dato, som sagtens kunne ligne arvestykker med en særlig plads i nogles hjerter.
De mange smykker skal gerne tilbage til deres ejermænd og ejerkvinder og derfor har Sydøstjyllands Politi brug for hjælp. Politiet kender nemlig ikke på nuværende tidspunkt de gerningssteder, hvor smykkerne er stjålet fra.
Sydøstjyllands Politi beder derfor om at du ser billederne igennem – er det dine smykker eller ved du hvem, der er rette ejer? Kontakt Sydøstjyllands Politi på 114 – så hjælper de dig videre.