Restauranten bliver en del af Lilli Gyldenkildes Torv, der er omdrejningspunktet for den nye bydel i Horsens, som AP Pension er ved at bygge. Udover KFC kommer der en række andre restauranter, boliger og muligvis et plejehjem.
Restaurantkæden har kultstatus blandt mange fastfood-kendere og har været ombejlet, da den - indtil for nogle år siden - ikke var at finde i Danmark. Kæden havde ellers tidligere etableret nogle restauranter på bl.a. Rådhuspladsen i København og Aarhus, men disse var sidenhen lukket. Nu er den dog tilbage i fuld sving, og indtil videre har KFC ti restauranter i Danmark. Horsens ser ud til at blive nummer 11.
Hos KFC er man glade for at kæden får mulighed for at åbne en restaurant i Horsens.
"Vi er særdeles tilfredse med samarbejdet med AP Pension, der udvikler et spændende projekt centralt i Horsens, hvor vi kan komme i kontakt med mange gæster - både beboere i den nye bydel, men ikke mindst også handlende, der besøger området," siger direktør Bjartmar Trastarson ifølge Horsens Folkeblad.