Kommunen opfordrer til stort lusetjek på fredag - Her er et par gode råd

På fredag opfordrer kommunen alle voksne til at undersøge deres børn for lus. Vi har samlet et par gode råd til, hvordan man bedst muligt kommer af med de små hovedbundsinsekter.

Lige nu læser andre også

Fredag d. 17. er det blevet tid til at sætte kampen ind mod de små insekter, der nyder godt af at bosætte sig i håret hos især små børn. Derfor opfordrer Vejle Kommune alle forældre til at tjekke deres børn for lus, fredag d. 17. august.

Grunden til at man vælge at opfordre alle til at gøre det på samme tid, skal findes i, at man lettere vil kunne få udryddet langt de fleste lus hos børnene.

“Det er vigtigt, at alle børn på fredag bliver undersøgt for lus, fordi vi på den måde kan bryde smittekæden. Og det er vigtigt, at det er lige efter ferien, hvor alle børn mødes igen, efter at de har været spredt for alle vinde og måske har fået de små kravl med sig andetsteds fra,” lyder det fra sundhedsplejerske Birgit Nygaard Hansen i en pressemeddelelse fra Vejle Kommune.

Opfordringen er et led i forbindelse med en såkaldt kampagne, som Vejle Kommune afholder to gange i løbet af året. Det er fredagen efter den første skoledag i august, og fredagen efter skolestart i januar.

Sådan undersøger du bedst dit barn for lus

Når du skal undersøge dit barn for lus, er det mest effektivt, hvis du benytter en tættekam i vådt hår, der er smurt ind i balsam. Dette gør det nemlig besværligt for lusene at gemme sig i håret. Hvis der findes lus, er det vigtigt, at alle i familien bliver undersøgt, og derefter skal behandlingen i gang.

Hvis der findes lus i hjemmet, bør der i øvrigt rettes henvendelse til klasselæren på skolen eller institutionen, hvor barnet går til dagligt. Andre elever kan nemlig være smittet, og bør derfor tjekkes.

Den bedste behandling mod lus

Der er flere måder hvorpå, du kan komme de små lus til livs, men den mest effektive metode er ved at gennemgå håret med en tættekam igen, og igen og ja, igen.

Placer et hvidt håndklæde omkring halsen, og begynd derefter at kæmme håret med en tættekam. Kammen må gerne være af metal, da den ikke bøjer. Det er især i nakken og bag ørene, at lusene elsker at holde til, så her skal der kæmmes ekstra grundigt.

Du bør kæmme håret hver anden dag i to uger, da du så kan være sikker på, at æggene er udklækkede, og dermed vil du kunne fjerne de sidste lus.

Lus er blevet resistente mod lusemidler

Det kan være fristende at købe en luseshampoo eller diverse cremer, der skulle virke mod lus, men faktisk er de fleste produkter ikke særligt effektive. Lus har udviklet en resistens mod de fleste produkter, og du vil derfor kun få bugt med en lille del.

Hvis du skal købe et lusemiddel, bør du vælge et silikonepræparat med stoffet dimeticon. Succesraten på dette produkt skulle være på 75 %. Benytter du dig af et lusemiddel, skal du ikke vaske håret i balsam inden, da det har en modvirkende effekt på behandlingen.

 

Anbefalet til dig