Koordineret indsats skal skabe juleglæde i flere hjem

Af: Helge Rahbek

|

29/10/2018

Horsens Kommune har i år forsøgt at koordinere julehjælpen for foreninger og organisationer. Målet er at flere på den måde kan få hjælp til at holde en rigtig jul.

Lige nu læser andre også

Horsens Kommune gør det i år mere enkelt at søge om en julepakke. Kommunen har samlet organisationer og foreninger, der uddeler julepakker, så udsatte familier kun skal søge et enkelt sted.

"For mange familier afgør julepakken, om man får en rigtig jul eller ej. Om børnene får gaver, og om julemaden kan serveres," siger Svend Aage Hansen, der er formand i Dansk Folkehjælp, Horsens.

Pakker der redder julen

Den 15. november er der ansøgningsfrist for julepakkerne 2018. De er spækket med mad, gaver og godter, som de fleste er vant til at få serveret gennem juledagene. Men for nogle familier er pakkerne helt særlige: 

"Julepakkerne redder julen for rigtig mange familier. Derfor vil vi sikre os, at så mange familier som muligt får glæde af dem," fortæller Ulla Hjorth, der har koordineret Horsens Kommunes indsats for at lave et enkelt ansøgningssted.

Tidligere har udsatte familier søgt om julepakkerne ved hver enkelt organisation eller forening, og det besvær kan være en stopklods for nogle i en presset hverdag. Derfor håber Horsens Kommune, at den koordinerede indsats tænder julelys i ekstra mange hjem i år. 

Sådan giver du eller søger om julepakker:

  • Hvis din forening eller organisation vil donere julepakker, kan du kontakte Jan Quist Olesen fra Horsens Kommunes Borgerservice på ssjqo@horsens.dk indtil den 15. november.
  • Du kan søge om en julepakke her eller i Borgerservice på Horsens Rådhus indtil den 15. november.

Anbefalet til dig