I går lagde Henrik Nørgaard et billede op i Facebook Vejle, hvor han viste byskiltet på Vestre Engvej, der ikke så ud som vanligt. I den ene side tronede Fjordenhus, og i den anden stod Bølgen.
Billedet har skabt stor debat, og affødt både positive og negative kommentarer. ”Fed ide.. mangler dog søstrene også,” skriver Jacob Overgaard. Mens Ulla Marie Rasmussen skriver: ”Fanme hurtigt de 2 grimme byninger kommer på. Kan det ikke komme ud til borgerne så vi kan stemme om hvad der skal være på?”
Mange har tydeligvis troet at byskiltet var ægte. Det troede vi også her på redaktionen, så vi tog kontakt til kommunens Vej & Park-afdeling, hvor vi fik en smule forvirret Kajan Variyeswaran i røret. Umiddelbart mente han ligesom os, at skiltet så ganske professionelt ud, men han kendte ikke noget til det nye design. Han lovede at undersøge sagen og vende tilbage.
Kommunen kender intet til det
Efter at have undersøgt sagen vendte Kajan Variyeswaran tilbage. En af hans kolleger befandt sig i nærheden af Rosborg, og efter at have set nærmere på skiltet, havde han konstateret, at Fjordenhus og Bølgen var blevet påklistret.
”Det er ikke noget vi kender til, eller har sat op,” kunne Kajan Variyeswaran erklære, før han tilføjede: ”Det er nogle drengestreger.”
På trods af, at han kalder det for drengestreger, og kommunen intet har med det at gøre, har Kajan Variyeswaran ros til overs for skilte-spasmagerne. ”Det er meget kreativt og festligt,” sagde han, før han fortalte, at kommunen ville forsøge at skrabe klistermærkerne væk. Så byskiltet kunne vende tilbage til sit oprindelige, og mere neutrale, design.
Hvem i alverden står bag?
Undertegnede var for kort tid siden et smut forbi Vestre Engvej, og kunne konstatere, at klistermærkerne var (forsøgt) skrabet væk. Der var dog stadig efterladenskaber tilbage, men Fjordenhus og Bølgen kunne man ikke se – det lignede snarere en gang abstrakt by-ruskumsnusk.
Vi kender ikke til fortilfælde her i byen, men i Aarhus har der tidligere været mange skilte, som har fået en kreativ overhaling. Sidste år dukkede ”Jürgens Leth-bahn,” ”Unter den Linnet” og Loch Glen” blandt andet op med kærlige henvisninger til Jørgen Leth, Anne Linnet og Glen Riddersholm.
Er det måske de aarhusianske skiltespasmagere, der er rykket sydpå til Vejle?
Tilbage står spørgsmålet i hvert fald: Hvem i alverden er skilte-spasmagerne, der står bag det kreative design? Her på redaktionen hører vi meget gerne fra dig/jer. Vi kan endda love anonymitet hvis det ønskes. Kontakt os gerne på Facebook eller kontakt@nyheder24.dk