Hedebølgen er over os i disse dage. Og de borgere, der ikke er rejst udenbys, kan hygge sig uden for med grill i haven og på terrassen.
Det er dog ikke udelukkende beboerne på vejen, der nyder duften af varme trækul. Det gør mange indbrudstyve desværre også, da ferieperioden er lig med boliger, der er nemme mål for ubudne gæster.
"Sommerferieperioden er traditionelt desværre højsæson for indbrud i private hjem. Dels fordi mange er ude at rejse, dels fordi mange glemmer at låse yderdørene og lader vinduerne ud mod vejen stå åbne, mens de er ude og nyde sommervarmen i haven," forklarer vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed.
Han medgiver, at det kan være irriterende at skulle låse og lukke efter sig. Men det giver på alle måder god mening.
"En tyv kan hurtigt skanne en villavej for mulige mål. Kan man se udefra, om der er værdifulde genstande i et værelse eller i entreen? Er der uhindret adgang? Hvis ja, så er der ikke langt fra tanke til handling, og få sekunder efter er tyven på vej videre med sit trofæ," pointerer Chr. Østergård.
"I tilgift dækker indboforsikringen ikke, hvis tyven har været på besøg via et åbent vindue eller en ulåst yderdør eller terrassedør. I disse tilfælde er der tale om såkaldt simpelt tyveri og ikke indbrud," advarer vicepolitiinspektøren.
Hold øje med kvarteret
Han kommer desuden med en opfordring til alle de borgere, der er hjemme i sommervarmen: Hold øje med kvarteret.
"Ingen er bedre end naboerne til at observere ændringer i gadens normale billede. Hører denne mand eller dette køretøj til i min gade? Kan det være en tyveknægt, som forbereder et indbrud? Ved at få naboerne til at holde ekstra øje med mistænkelige personer, kan vi reducere indbrud med helt op til en fjerdedel," fremhæver Chr. Østergård.
Han peger i den forbindelse på, at det kan have en meget stor effekt blot at sige ”hej” til en person, der ikke hører til i kvarteret, og venligt spørge, om han har brug for hjælp.
"Tyvens største frygt er at blive genkendt. Og jo mere liv, der er i kvarteret, jo større er chancen for, at tyven vælger området fra," understreger vicepolitiinspektøren.
Politimanden opfordrer også borgerne i kvarteret til at gå sammen som nabohjælpere, hvor man i fællesskab gør det svært for en tyv at spotte, om en bolig reelt er tom i sommerferien.
Detaljer som en bil i garagen og en tømt postkasse kan overbevise tyven om, at der nok er nogen hjemme – og dermed mindsker man risikoen for indbrud.