Landsby laver plads til tolv nye familier: Puster liv i kommunens små byer

05/7/19 09:33

Christian Granhøj Skouboe

Dette stykke land vil i fremtiden agere hverdagskulisse for nogle af de nye borgere, der forhåbentligt flytter til Skanderup. Foto: Kolding Kommune
For at sikre, at landsbyerne i Kolding kommune har mulighed for at udvikle sig, har Plan-, Bolig- og Miljøudvalget fokus på nye udstykninger i kommunens landsbyer. Senest har udvalget igangsat arbejdet med en ny lokalplan, der skal bane vej for omkring 12 byggegrunde i Skanderup.

Skanderup, der ligger mellem Lunderskov og Kolding, får mulighed for at vokse med 12 nye familier næste år. Plan-, Bolig- og Miljøudvalget har netop bedt By- og Udviklingsforvaltningen om at udarbejde en ny lokalplan for området ved Ejermindevej i Skanderup.

Lokalplanen lægger op til, at Ejersmindevej bliver forlænget med plads til omkring 12 fritliggende parcelhuse. Formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget Birgitte Kragh glæder sig over, at Skanderup får udsigt til nye bosætningsmuligheder.

"I Plan-, Bolig- og Miljøudvalget har vi et mål om at sikre boliger i både Kolding by, centerbyerne og landsbyerne, og det er det mål, som den nye lokalplan skal være med til at sikre i Skanderup. Hvis landsbyerne skal overleve er det vigtigt, at vi giver dem rammerne for at udvikle sig," siger Birgitte Kragh, der samtidig fremhæver, at de kommende byggegrunde bliver en del af et smukt kvarter, og får en fin og naturskøn beliggenhed.

Lokalplanen skal sikre sammenhæng mellem naboområdet mod syd og resten af landsbyen. Det betyder blandt andet, at husene skal bygges i tegl og have symmetriske saddeltag. Lokalplanen skal samtidig også sikre ind- og udsyn til Skanderup Valgmenighedskirke, der ligger nord for lokalplanområdet.

Udstykningen får desuden et grønt lege- og opholdsområde i den del af udstykningen, der ligger tættest på kirken.

Et forslag til lokalplanen forventes at være klar til Plan-, Bolig- og Miljøudvalgets møde den 2. oktober 2019 og bliver herefter sendt i fire ugers høring.