Det er ikke mange måneder siden, at Mads og Monopolet gæstede Vejle Musikteater, hvor vejlenserne kunne høre om danskernes mange dilemmaer. Nu vender Mads Steffensen tilbage, når han den 25. september skal diskutere lokale dilemmaer fra erhvervslivet i Vejle Kommune med et erhvervspanel.
Det overordnede tema på aftenen er det gode købmandsskab, og foruden Mads og Erhverspanelet, vil der komme oplæg fra Mads Nipper, der er CEO hos Grundfos samt Søren Birn, der er CEO hos Fertin Pharma A/S.
Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, glæder sig til en underholdende og inspirerende aften.
"Mads Steffensen har en fantastisk evne til at fange publikum og skabe en humoristisk, spændende og nuanceret debat om vigtige dilemmaer. Og det bliver ikke mindre interessant af, at det er erhvervslivets lokale dilemmaer, der bliver debatteret. Jeg ser frem til en inspirerende aften med god underholdning og stærke oplægsholdere på scenen," fortæller Vejles borgmester.
VB direktør i erhvervspanelet
Når det bliver tid til den store diskussion, så er det nogle store navne, som vejlenserne kan se frem til at møde. Erhvervspanelet kommer således til at bestå af VB direktør, Henrik Tønder, Mette Ullersted der er selvstændig proceskonsulent, Søren Birn der er CEO hos Fertin Pharma A/S samt sognepræst ved Sct. Nicolai sogn, Maibrit Pedersen.
I løbet af aftenen vil der også blive uddelt to nye erhvervspriser. Årets Købmand og Årets Initiativ.
Prisen for Årets Købmand gives til en person, der i sin virksomhed har været eksponeret for det gode købmandsskab. Prisen for Årets Initiativ belønner et ekstraordinært initiatv, der er taget i løbet af det sidste år.
Ønsker du at tilmelde dig erhvervskonferencen, kan du gøre det via dette link. Tilmelding skal ske senest den 20. september.