Mand fra Vejle vandt i Lotto: Friede til kæreste og sagde jobbet op

08/09/2018

Rikki Tholstrup Jørgensen

10 millioner skattefri kroner i Lotto. Det er hvad en mand i starten af tresserne er blevet den heldige vinder af. Da han kom hjem efter en sen gåtur med hunden, var kæresten i gevaldig godt humør. De havde en vinderkupon.

Mest læste i dag

"Min kæreste nærmest dansede rundt og klappede. Og så sagde hun: "Vi har alle syv rigtige". Den skulle lige op og vende engang for man tror jo ikke på, at man vinder. Men på række 15 var den der. Og det er jo tal, vi nærmest kan i søvne, da det en kombination af fødselsdage i familien," siger den glade vinder i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Man hører tit om nyslåede lottomillionærer, der fortsætter deres normale liv med arbejde og rutiner. Sådan forestiller vinderen fra Vejle ikke sit fremtidige liv. Der er allerede planlagt store forandringer:

"Jeg har bestemt mig for at sige mit job op, og det har min kæreste også. Vi begyndte faktisk at spille Lotto sammen, så hvis vi vandt, kunne vi holde op med at arbejde og nyde livet sammen. Vi har altid spinket og sparet, så dette her en kæmpe drøm, der er gået i opfyldelse," forklarer vinderen. Den store gevinst fik også vinderen til at gå ned på knæ og fri til kæresten gennem 10 år.

"Jeg var selvfølgelig nede på knæ, og vi drak en god flaske rødvin for at fejre, at hun sagde ja. Vi gør det selvfølgelig også for at sikre hinanden og vores børn, som vi har hver for sig. Det skylder man, når man har vundet så mange penge. Vi vil dog ikke holde et stort bryllup, men bare smutte på en ferie og blive gift," lyder det i pressemeddelelsen.

Selv børnene ved det ikke

Vinderen og den kommende hustru ønsker begge at være anonyme. Faktisk har de ikke engang fortalt deres børn om den store gevinst:

"Vi har fortalt, at vi har vundet en sjat penge, men ikke hvor mange. Det er egentlig også for at beskytte dem, da det naturligvis er svært ikke at sige videre. Men de kan forvente en rigtig god julegave i år," siger vinderen med et grin.

Det opsagte job og det kommende bryllup er ikke de eneste forandringer, der skal til. De nyudklækkede millionærer vil have en ny bil, og så skal de i gang med at planlægge længerevarende rejser til blandt andet Thailand og Maldiverne. Ligesom parret også har overvejet at købe et sommerhus, hvor familien kan samles og som børn og børnebørn kan bruge.

Find breaking og seneste nyheder på Dagens.dk.

Anbefalet til dig