Det er ubehageligt og utrygt at komme hjem fra sommerferie og opdage, at man har haft ubudne gæster i sit hjem. I år har 88 færre østjyske borgere været udsat for den oplevelse, sammenlignet med sommerferien sidste år. Og det glæder vicepolitiinspektør Lennart Glerup.
”Vi arbejder målrettet for at nedbringe antallet af indbrud i private hjem, og det er et af vores fokusområder. Vi har de senere år generelt set en nedgang i antallet af indbrud i Østjylland, og det er dejligt at se, at tendensen fortsætter – også henover en sommerferie, der jo ellers er højsæson for indbrud,” siger han.
I 2018 blev der i skolernes sommerferie (uge 27 til 32) anmeldt 366 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. I de samme uger i 2019 er der blevet anmeldt 278 indbrud. Det svarer til et fald på 24%.
Stort fald i Favrskov Kommune
Tallene viser også, at særligt borgerne i Favrskov Kommune har været mindre udsat for indbrud i årets sommerferie sammenlignet med sidste år. Faktisk er der sket et fald på hele 68% fra 48 indbrud i 2018 til 15 indbrud i 2019.
Også i Norddjurs og Aarhus Kommune er der sket fald i antallet af indbrud i private hjem, mens der i kredsens øvrige kommuner har været anmeldt lidt flere indbrud end sidste år. Overordnet set går det dog den rigtige vej, og tallene fra 1. halvår 2019 viser også samlet set et fald på godt 24% sammenlignet med 2018.
Således fordeler sommerens indbrudstal for hele Østjylland sig. Foto: Shutterstock