Morten fra Vejle gør sin drøm til virkelighed: Sælger alt til hus og have på internettet

24/10/19 08:02

Christian Granhøj Skouboe

Morten Madsen Bennedsen har startet Grat.dk, fordi han fandt et marked med muligheder. Foto: Vejle24
Morten fra Vejle er en af dem, der griber ud efter sin drøm. Han er blevet selvstændig med sin webshop Grat.dk, der sælger alt det, man kan have brug for, når man skal gør-det-selv i hus og have.

Det stod vist ikke rigtigt skrevet nogle steder, at Morten Madsen Bennedsen skulle ende med at sælge sand, grus, granitskærver og fliser. Iværksætteren er uddannet Business Development Engineer og han interesserede sig egentligt ikke alverden for hverken hus eller have, da han startede Grat.dk. Derimod interesserede han sig for spændende forretninger, og det mener han, at han fandt med sin webshop.

“I starten havde jeg ingen interesse for eller viden om produkterne, vi solgte, men jeg så muligheder i markedet. Grat.dk er på mange måder summen af de erfaringer, jeg har gjort mig gennem årene,” siger Morten Madsen Bennedsen, der er født i Vejle, hvor han også bor nu. 

Drømmer om at sælge alt til hus og have

Morten har beskæftiget sig med handel på internettet siden 2011, hvor han startede en webshop, der solgte gadgets som ham og et par venner havde importeret fra Kina. Han fortæller med et grin, at den første webshop ikke blev så stor en succes, som de initiativrige venner havde håbet på. Derfor holdte han udkig efter nye spændende idéer til produkter, han kunne sælge online. Så en dag fik han en idé. 

“I starten solgte jeg skærver, grus og mørtel. Senere kom fliser og granit til. Derefter fik jeg en idé om, at jeg ville sælge alle de byggematerialer, man skal bruge til sit hus og have,” siger Morten Madsen Bennedsen. Inden han fortsætter: “Jeg interesserer mig især for at bygge selve forretningen op, og det får jeg rig mulighed for her.”

Han fortæller bl.a., at han i starten især måtte arbejde med kundernes skepsis, når de blev sat overfor at købe sand på internettet. 

“Deres forventninger var simpelthen helt anderledes. Sand er man vant til at handle ved, at man ringer til den lokale grusgrav og hører, hvad det koster. Derfor ringede mange kunder ind på nummeret, der står på vores hjemmeside, og så måtte jeg forklare dem, hvordan de skulle handle ind på hjemmesiden,” siger Morten Madsen Bennedsen.

I fremtiden er planen, at Grat.dk skal udvides. Det skal bl.a. ske ved salg af beton, tagsten og loftsplader, så iværksætteren fra Vejle kommer tre skridt tættere på sit mål om at sælge alt, der skal bruges til hus og have. 

Glad for Vejle

Både Morten og hans virksomhed har hjemme i Vejle. Grat.dk holder til i Slagteriets Udviklingspark Vejle, som er et kontorfællesskab, hvor mindre virksomheder har mulighed for at få adgang til kontorer, mødelokaler og andre iværksættere at sparre med.

“Vi har rigtigt fine faciliteter i Slagteriet. Det er et rigtigt godt initiativ i Vejle. Jeg tvivler på, at man finder et kontorfællesskab af denne slags med så central placering mange andre steder i landet,” siger Morten Madsen Bennedsen.