Søndag lagde det frivillige netværk Ulvetracking Danmark en nyhed op på deres hjemmeside og sociale medier. De havde fået en melding fra et medlem af deres netværk om, at medlemmet og en anden voksen havde set en mulig ulv ved Viborg. Den potentielle ulv blev set klokken 06.13 søndag morgen.
Medlemmet skriver således:
"Jamen den luntede meget hurtigt og lidt elegant over vejen.. og hurtigt ind i skoven.. det var IKKE. En hund og ikke en ræv.. jeg er helt sikker.. Den var sort/grålig.. den løb hurtig over vejen og ind i skoven."
Derefter fortsætter observationen:
“100 meter fra bilen max!!.. den var hurtigt væk igen..Den var sort/grå på brystet.. jeg så ingen lyse aftegninger. Den havde en “ål” hele vejen ned igennem kroppen som var mørkere “sort” som gik ned igennem halen." (uddrag slut)”
Netværk filtrerer rævene fra
Ulvetracking Danmark blev grundlagt, da ulven igen dukkede op i Danmark omkring 2012. I dag hjælper de fagfolk, forskere og andre med at finde og se ulven i den danske natur.
Det er ikke alle henvendelser, som netværket tager seriøst. Ved en tidligere lejlighed har stifter Kim Møller beskrevet det som, at de "filtrerer rævene fra". Derudover bruger de deres mange følgere på sociale medier til at bekræfte sightings eller til at sende Ulvetracking Danmark en besked, hvis følgerne selv ser noget.
Endnu har ingen andre af Ulvetracking Danmarks følgere budt ind med observationer af den mulige ulv, men Viborg24 opdaterer artiklen her, hvis det sker.