Finlandsparken i Vejle huser mange udsatte familier og familier med anden etnisk baggrund end dansk. Og for disse familier kan foreningslivet være en vej til en hverdag med stærkere fællesskaber og en vellykket integration.
Det mener formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Dan Arnløv Jørgensen, der glæder sig over, at Vejle Kommune fremover støtter NFS i deres arbejde med at få udsatte børn og unge fra især Finlandsparken til at få en fod inden for i idrættens verden.
"Det handler først og fremmest om at give de her børn nogle sunde interesser, sociale relationer og nogle gode rollemodeller, de kan se op til. Men de handler også om at støtte op om en stærk demokratisk tradition og frivillighed - også for nye målgrupper. Vores foreningsliv spiller en helt central rolle, når vi snakker en god hverdag og vellykket integration," siger Dan Arnløv Jørgensen.
Med aftalen mellem Get2Sport og NFS skal Get2Sport støtte idrætsforeningen i at håndtere de udfordringer, der ligger i at være placeret i et udsat boligområde. Fx rekruttering og fastholdelse af frivillige og forældreinvolvering. Herudover er parterne blevet enige om at oprette en Get2Sport-fodboldskole i NFS i 2020.
Vejles hårde ghetto
Finlandsparken er i dag betegnet som en hård ghetto. Derfor står NFS over for en stor opgave med at hjælpe børnene i gang med at interessere sig for fodbold, springgymnastik eller badminton.
"Det er fx ikke en selvfølge, at alle forældrene har mulighed for at køre deres børn til kamp i weekenden eller vasker børnenes tøj efter træning. Samtidig oplever vi, at nogle af de her udsatte børn og unge higer efter voksenkontakt og følelsen af at høre til en gruppe. Det skal vi selvfølgelig kunne rumme som forening, og derfor er jeg glad for, at Get2Sport vil hjælpe os med at løfte den vigtige opgave," siger Per Gantzhorn Nielsen, formand for NFS i en pressemeddelelse.
En undersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) viser, at børn fra udsatte boligområder oplever bedre skolegang, højere grad af tryghed, mere livskvalitet og bedre fællesskaber, når de er begyndt til foreningsidræt.
Om Get2Sport
Get2Sport i Vejle Kommune støtter idrætsforeninger i udsatte boligområder. Get2Sport er finansieret af Danmarks Idrætsforbund og Nordea-fonden.
NFS blev etableret i 2013 og foreningens formål er at skabe rum og rammer for idrætten, fremme fællesskabet og styrke det frivillige foreningsarbejde. NFS tilbyder fodbold, badminton og springgymnastik.