Nordjyllands Politi: ingen bomber fundet, afspærringer ophævet men efterforskningen fortsætter

Kort & Godt
Foto: Politi.dk
Efter gårsdagens bombetrussel mod TECHCOLLEGE og Aalborg Tekniske Gymnasium har Nordjyllands Politi arbejdet på højtryk med at undersøge og sikre lokaliteterne.

Lige nu læser andre også

Det arbejde er færddiggjort i løbet af fredagen og politiet har ikke fundet bomber eller andet. Alle lokaliteterne er dermed frigivet, og der er trygt at opholde sig der. Det skriver Nordjyllands Politi på deres hjemmeside. Politiet har i går og i dag sideløbende hermed foretaget intensiveret tryghedspatruljering, ligesom lokalbetjente har været til stede i de berørte områder for at tale med de tilstedeværende elever, beboere og borgere.

Der pågår fortsat et større efterforskningsarbejde i sagen, hvor en række spor bliver nøje undersøgt, herunder tekniske spor, men af hensynet til denne efterforskning kan politiet ikke udtale sig yderligere om den sag. 

Politiinspektør Ole Kristensen, der har haft ansvaret for politiets massive indsats de sidste par dage, siger:

”Vi vil gerne beklage de gener, som politiets arbejde har medført, og vi vil gerne samtidig takke for den store forståelse for vores indsats, som alle vores betjente har mødt ude hos borgerne.

Politiet vil i næste uge foretage besøg på de berørte lokaliteter.

”Vi vil gerne i dialog med elever, lærere, naboer eller andre, der har spørgsmål eller føler sig utrygge oven på bombetruslen, hvorfor politiet fortsætter med at være til stede ved de lokaliteter, som har været berørt,” siger Ole Kristensen.

Nordjyllands Politi er tidligst klar til at give en status vedrørende efterforskningen i sagen i næste uge. 

Anbefalet til dig