Tillykke med pladsen på dit drømmestudie, og held og lykke med boligjagten. De unge, der netop har fået en plads på drømmeuddannelsen, skal nu i gang med at finde en bolig, der er til at betale for en studerende.
Nye tal fra Dansk Byggeri viser, at der lige nu er et akut behov for 22.000 studieboliger i hele landet, og alene i Aarhus er der et akut behov for 3.900 studieboliger. Boligforeningerne i Aarhus ville i 2017 og frem mod 2021 bygge cirka 3.000 nye ungdomsboliger, og på den baggrund vurderer Kollegiekontoret i Aarhus, at der i år vil være en permanent bolig til alle de nye studerende.
"Aarhus har ved at bygge almene studieboliger gjort en indsats for, at mange flere studerende kan få en permanent bolig, der er til at betale, inden studiestart. Hvis der findes 3.900 tomme studieboliger i Aarhus per 1. september, skal de studerende jo ikke frygte at få tag over hovedet. Hvis det ikke er tilfældet, så bliver SU’en hurtigt spist op af de høje priser på det private boligmarked," siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Sebastian Kaldahl.
I Aarhus kan cirka hver fjerde studerende bo i en studiebolig, og det efterlader 3/4 af de studerende til det private boligmarked.
"At en ud af fire studerende har mulighed for at bo i en studiebolig er opmuntrende og en klar fremgang. Men størstedelen skal stadig finde små boliger i konkurrence med fx de mange singler i Aarhus - en kamp som er svær at vinde på SU. Aarhus oplever ligesom de andre storbyer i Danmark, at der hvert år flytter flere til byen, og at antallet af singler stiger. Det er med til at få huslejen på det private udlejningsmarked presset op i den høje ende. Aarhus skal derfor forsætte med at bygge flere almene studieboliger. Det vil være med til at give et Aarhus for alle – uanset indkomst," siger Sebastian Kaldahl, Dansk Byggeri.