Ny antikvitetsforretning er åbnet på Havnegade

En ny butik med antikviteter og brugt mærkevaretøj er åbnet lige på hjørnet mellem Havnegade og Danmarksgade. Butikken satser på med tiden også at kunne holde gårdsalg af møbler.

Lige nu læser andre også

På hjørnet mellem Havnegade og Danmarksgade er der poppet en ny butik op. Antikken er navnet på butikken, hvor der sælges antikviteter og brugt mærkevaretøj, og som havde første åbningsdag torsdag den 8. november.

Butikken og ansigtet bag er dog ikke helt nyt, da den 42-årige Cherry Jensen har drevet One to One Antik tidligere i Nørremarkscenteret. Nu har hun så valgt at rykke butikken mere centralt ned i Vejle i håb om at tiltrække flere kunder.

”Vi fik et rigtig godt tilbud på den her plads, og så er der jo flere folk hernede i byen, end der er oppe i Nørremarkscenteret,” siger Cherry Jensen, der fortæller, at butikken har fået en god start.

”Jeg synes, at det er gået godt, men jeg vil selvfølgelig gerne have endnu flere kunder. Nu er der jo også et stort vejarbejde lige ude foran, så det kan være lidt svært at få øje på os,” fortæller hun.

”Vi kan ikke have alle de ting stående, så vi åbnede en butik”

Det er mest dansk antik. Vi har ikke så meget af det gamle antik, men man kan til gengæld finde rigtig mange ting fra Holmegaard, hvor vi både sælger glas, lamper og vaser,” lyder det fra Cherry Jensen, der helst passer på med at handle gammelt antik, da man ikke altid helt kender alderen på varen.

”Jeg kan huske en historie om en mand, der havde købt en engelsk tekande. Han troede den var 100 år gammel, og betalte derfor 15.000 kroner. Han fik den så vurderet igen, og så viste det sig, at de kun var 30 år gammel. Så man skal også passe på med antik,” fortæller Cherry.

Går i efter en speciel målgruppe?

”Vi sigter lidt efter det hele. Vi har blandt også en del børnetøj, hvor det meste af det er mærkevarer. Vi har rigtig meget børnetøj fra Lego, mens vi til voksne både har Tommy Hilfiger, Hugo Boss og så videre,” lyder det fra Cherry.

Hvordan kan det være, du lige har valgt at åbne en antikvitetsforretning?

”For nogle år siden begyndte jeg at samle små ting. Så samlede jeg mere og mere. Derefter sagde min mand, at vi ikke havde plads til alle de ting, så vi valgte at åbne en lille butik, hvor vi kunne sælge det,” fortæller Cherry Jensen, der selv går meget op i gammel antik.

”Jeg kan godt lide de gamle ting, hvor jeg kan sidde og tænke på, hvordan de har lavet dem i gamle dage. Jeg synes det er imponerende, hvordan man har gjort det hele dengang, hvor man stort set kun kunne bruge hænderne, mens man i dag har masser af teknologi,” fortæller hun.

Hvad har I af fremtidsplaner for butikken?

”Vi har en lille gård herude bagved, og der håber vi, at vi i weekenderne kan komme til at lave gårdsalg, hvor vi også kan sælge møbler og sådan nogle ting. Vi ved ikke, hvornår det kommer, men det er noget der kommer på sigt,”

Antikken findes på Havnegade nr. 8, og det er muligt at sælge sine egne antikviteter og tøj i butikken. I øjeblikket er det dog begrænset, hvad de tager imod, da der er godt fyldt op.

 

Anbefalet til dig