Dansk er et svært sprog at lære, så det gælder om at starte hurtigt muligt. Dansk er dog ikke førstesproget i samtlige vejlensiske hjem. Derfor søger sundhedsplejerskerne i Vejle Kommune danske mødre til et nyt projekt, hvor de skal mødes med andre nybagte mødre, som er flygtet hertil. Det handler om et par timer hver anden uge på biblioteket, hvor snakken kan gå om løst og fast, og de fælles glæder, oplevelser og udfordringer, man oplever som nybagt mor.
"Vi kender mange mødre, der kun har været i Danmark i kort tid, som får et afbræk i det danske. For eksempel ved ikke at komme på sprogskole, når de er på barsel. De vil gerne uformelt møde danske mødre til hyggeligt og opbyggeligt samvær," fortæller to af Vejle Kommunes erfarne sundhedsplejersker Inger Marie Larsen og Hanne Sloth Bak.
Inger Marie Larsen tilføjer om planen for de ny mini-mødregrupper:
"Vi vil derfor gerne igangsætte små grupper, gerne med to danske mødre og to tilflyttede mødre, hvor der er mulighed for at lære hinanden at kende og tale sammen på et enkelt dansk om hverdagslivet med børn. Det bliver let og uforpligtende på fristedet biblioteket. Her får vi også en faglig ekspertise til at finde de rigtige bøger og så videre til højtlæsning eller spil, der stimulerer sprogudviklingen. Og så får de voksne også noget ud af sproget."
"Så har du lyst og overskud til at mødes med nye mødre, der ikke har været i Danmark så lang tid, men gerne vil lære mere dansk, så benyt muligheden, mens I er på barsel," lyder opfordringen fra sundhedsplejerskerne.
Efter planen finder mini-mødre-grupperne sted hver anden torsdag fra klokken 11 til 13. Første gang torsdag den 28. marts på Vejle Bibliotek. Det koster ikke noget at deltage - til gengæld kan få nok så meget tilbage. Der er kaffe og te på kanden, men mad til sig selv og de små, skal man selv medmindre.
Sundhedsplejerskerne Inger Marie Larsen og Hanne Sloth Bak åbner op for sproget gennem leg.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sundhedsplejerske Inger Marie Larsen, tlf.: 29 20 35 22. E-mail: inmla@vejle.dk sundhedsplejerske Hanne Sloth Bak, tlf.: 29 20 35 43. E-mail: hasba@vejle.dk eller bibliotekar Lillan Grützmeier Tlf.: 40 42 95 21. E-mail: lg@vejlebib.dk.
Sundhedsplejersker skal være brobyggere
Baggrunden for de nye mini-mødregrupper på Vejle Bibliotek, er at sundhedsplejersker fra store dele af landet er i fuld gang med at blive efteruddannet til at arbejde for bedre integration af børnefamilier, der er kommet til Danmark som flygtninge.
Ialt deltager 700 sundhedsplejersker fra 48 kommuner i et fire-dages forløb, hvor de får en kulturforståelse, der ruster dem bedre til at arbejde i flygtningefamilier. Undervisningen styrker særligt sundhedsplejerskernes rolle som brobyggere mellem flygtninge og det danske samfund.
Uddannelsesforløbet er et led i det treårige projekt 'Sundhedsplejersker styrker integration', som kommer mindst 10.000 børn i 2.400 flygtningefamilier med permanent opholdstilladelse i Danmark til gavn. Projektet sigter på at fremme trivslen og sundheden hos flygtningebørn under seks år, da sundhedsplejerskerne typisk er den faggruppe, der kommer tættest på børnefamilier fra etniske minoriteter i deres første år i Danmark og dermed kan introducere familierne til generelle sunde livsvaner og til børnehave, skoleliv, bibliotek, svømmehal, sundhedsvæsen og de mange andre muligheder, som findes her til lands.
Vejle Kommune er desuden blandt de pilotkommuner, som sideløbende med uddannelsesforløbet tester særlige besøgspakker med forskellige temaer hos flygtningefamilier. Herunder mini-mødregrupperne.