Nyt bæredygtigt initiativ: Affaldsplast fra åløb skal genanvendes

Af: Helge Rahbek

|

30/10/2018

Et nyt initiativ skal skabe renere vandløb og mindre forurening i havet.

Lige nu læser andre også

I Esbjerg Kommune arbejdes der aktivt med at lade den cirkulære økonomi være retningsgivende for affaldsområdet. Det skal forståes på den måde, at så mange materialer og produkter skal genanvendes og udnyttes til fulde for at minimere spild. 

Nu lancerer kommunen et nyt initiativ, som går i tråd med denne tankegang. Målet er at genanvende den plast, der desværre finder vej til vores vandløb og dermed i sidste ende også til havet, hvor det er et massivt problem for både fugle, fisk og mennesker.

I dag, den 30. oktober, installeres der opsamlingsudstyr i Fovrfeld Bæk til indsamling af affald. Affaldet bliver derefter sorteret, og det skal forhindre, at for eksempel plaststykker når havet.

Dette initiativ har formanden for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (S) høje forventninger til.

"Vores kommune er beriget med mange åløb, og dem skal vi passe på, da de repræsenterer store naturværdier. Derfor er det dejligt, at der forhåbentligt også kan være et forretningsmæssigt perspektiv i at holde dem rene. Vi har brug for at finde holdbare løsninger til genanvendelse af den plast, som ikke kan genbruges direkte", siger Søren Heide Lambertsen.

Anlæg er under opførelse

Også Karen Sandrini (S), som er formand for Esbjerg Kommunes Plan & Miljøudvalg glæder sig. Hun forklarer om projektet:

"Jeg glæder mig meget over, at Innovationsnetværket Dansk Materiale Netværk har henvendt sig til Esbjerg Kommune for at høre, om vi vil være partner i et projekt, som handler om kvantificering og type af udledt plastaffald fra et givent vandløb og genanvendelsesmuligheder for plast indsamlet i havet. Som KIMO-kommune ønsker vi at gøre en forskel for vandmiljøet, og her kender alle til de store udfordringer, vi står overfor med plast i havene. Når vi kan samarbejde med virksomheder og vidensinstitutioner, går miljø og forretning op i en højere enhed."

Ud af det sorterede affald vil plast, der kan genanvendes på almindelig vis, blive genanvendt. Det øvrige plast skal på sigt behandles med en såkaldt optimeret pyrolyseproces, som skal implementeres på et anlæg, som en af samarbejdspartnerne i projektet har under opførelse og som der i projektet udføres test på.

Yderligere to initiativer

Tidligere har kommunen sat to andre initiativer i værk, som skal gøre genanvendelsen af plast bedre.

Det ene af initiativerne har fokus på virksomhedernes håndtering af plast. I det regi er der nu dannet et nyt forum for cirkulær økonomi, som udspringer af partnerskabet mellem Esbjerg Erhvervsudvikling, Klyngesamarbejdet Clean og Esbjerg Kommune.

Et andet initiativ har fokus på landbrugets håndtering af plast og mulighederne for en større genanvendelse.

 

Anbefalet til dig