Udstillingen med de i alt otte portrætter er åben alle hverdage fra klokken 10-12 i rådhusets forværelse, der ligger på 1. sal. Maleriernes detaljer og historierne om borgmestrene kan man få formidlet af stadsarkivar Jørgen Thomsen og arkivar Johnny Wøllekær, der begge er dygtige historiefortællere.
Der er gratis adgang.
Kendte kunstneres udfoldelse i en bunden opgave
Samlingen af borgmesterportrætter giver et overblik over byens borgmestre, men samlingen er også et lille studie i forskellige kunstneriske tilgange til portrætmaleriet.
Kurt Trampedach har malet Verner Dalskov, der var borgmester i Odense 1973-1993. Portrættet kan ses som ’et svævende hoved’, mens der er krop i portrættet af for eksempel Jan Boye malet af Ulrik Møller.
Thomas Kluge, der står bag samlingens nye portræt af Anker Boye, har tidligere portrætteret kongefamilien og Knud Den Hellige, som sidste år blev udstillet på Møntergården. Thomas Kluge benytter ofte en nyrealistisk og Rembrandt-agtig stil.
Idéen med borgmesterportrætter startede ikke fra starten
I Odense startede idéen med borgmesterportrætter i 1949, hvor et enigt byråd besluttede, at byens borgmester, Ignatius Vilhelm Werner, skulle portrætteres med et maleri. Da maleriet var færdigt to år senere, takkede borgmesteren for det, men krævede at maleriet skulle gemmes væk, så længe han sad i byrådet. Siden blev maleriet dog hængt op, og byrådet vedtog, at alle byens borgmestre skulle portrætteres med et maleri. De tre borgmestre før Ignatius Vilhelm Werner blev malet på efterbevilling.
Johan Ludvig Christensen var Odenses første folkevalgte borgmester fra 1919, men hans portræt er altså ikke det ældste. Johan Ludvig Christensen var kaffegrosserer og blev derfor kaldt Kaffe-Christensen. Han døde af et ’hjerteslag’ efter blot tre måneder på borgmesterposten.
At der kun er otte portrætter i samlingen af borgmestre gennem næsten hundrede år fra 1919 – 2016 afslører, at flere borgmestre har siddet i borgmesterstolen længe. Det nyeste portræt er af Anker Boye, der var borgmester i to omgange fra 1994-2005 og fra 2010-2016.
Ignatius Vilhelm Werner og Verner Dalskov var begge borgmestre i Odense 20 i år.
Om kommunes nuværende borgmester Peter Rahbæk Juel vil holde den gennemsnitlige levealder for borgmestre i Odense på ca. 12 år, må tiden vise. Jo større udskiftning der er på borgmesterposten i Odense, jo flere bestillingsarbejder er der til portrætkunstnerne.