Olaf Haahr fortæller om sin nedtur i ny radiodokumentar

Af: Helge Rahbek

|

22/12/2018

I Januar 2017 gik benzinkongen Olaf Haahr personlig konkurs. I en ny radiodokumentar fra Radio24syv fortæller han historien om, hvordan han gik fra at være mangemillionær til bankerot.

Lige nu læser andre også

”Hvad gør man, når det man har brugt et liv på at bygge op, pludselig smuldrer mellem fingrene på én?”

Det spørgsmål har Radio24syv forsøgt at få svar på i en ny dokumentarserie, som er blevet sendt på radiokanalen den seneste tid. I onsdags var det den vejlensiske benzinkonge Olaf Haahr som fortalte om sin økonomiske deroute.

I den godt 23 minutter lange udsendelse fortæller Olaf Haahr om alt fra barndommen i Mølholm, forældrenes brunkulsvirksomhed, den første benzintank i Odense og den store samling af kunst og luksusbiler, som han ejede, da økonomien var på toppen.

I 2004 besluttede Olaf Haahr at sælge sine benzinstationer til Statoil

”Jaaa det var et trecifret millionbeløb, jeg kan såmænd ikke huske, det har nok været en 140 millioner eller sådan,” siger han i udsendelsen.

Bankkrak startede nedturen

I 2007 forsøger han sig med et nyt benzineventyr. Men da de to banker Fionia og EBH Bank, som han har optaget lån i, begge krakker i forbindelse med finanskrisen, starter nedturen. Lånene bliver overtaget af Spar Nord Bank, og dem har Olaf Haahr ikke meget pænt at sige om.

”De brød alle de aftaler, de lavede med os,” siger han.

Enden på det hele blev at Olaf Haahr i starten af sidste år blev erklæret personlig konkurs. Det fandt han ud af, da han en aften opdagede at hans kreditkort var spærret, fortæller han i radioudsendelsen.

Er ikke en bitter mand

I dag er Olaf Haahr stadig erklæret konkurs, men det er ikke en bitter mand, som fortæller sin historie i radioen.

”Egentlig må jeg sige, at jeg griner af det. Jeg har jo haft et meget spændende liv, og mine børn mangler ikke noget,” siger han.

Alligevel er det tydeligt, at der er noget, der stadigvæk nager ham. Det handler især om måden, hvorpå konkursboet blev behandlet, og salget af hans pragtvilla og kunstværker.

”Der var politiske kræfter bag de dispositioner, som blev foretaget imod mig,” siger han blandt andet.

Dokumentaren blev sendt på Radio24syv den 19. december, men du kan stadig høre den som podcast her.

Anbefalet til dig