Engang var det Olaf Haahrs mormor og morfar, der nød udsigten over fjorden og de skovklædte skrænter i Munkebjergskoven fra deres sommerhus på den 1,5 hektar store grund på Seligmannsvej i Bredballe. I fremtiden bliver det 31 familier som skal deles om udsigten. De nuværende naboer får derfor sit hyr med at købe indflytningsgaver, hvis de skal sige hjerteligt velkommen til alle deres nye naboer.
”Vi er opmærksomme på, at projektet selvfølgelig har naboernes bevågenhed, og at de gerne vil vide mere om byggeprojektet. Derfor inviterer vi i dag sammen med Vejle Kommune alle naboerne til informationsmøde den 1. maj, så de kan høre mere om, hvordan projektet kommer til at forløbe. Vi er interesseret i at have et godt naboskab fra starten,” siger Jesper Kristensen, direktør i REKA Gruppen, som, sammen med investeringsgruppen West-Coast Real Estate 3, har købt den store grund, og fået tegnet de nye huse, som skal opføres på grunden.
Dobbelthuse i minimalistisk stil
Direktøren fra REKA Gruppen glæder sig over sit køb af byggegrunden: ”Det er meget sjældent at få mulighed for at købe en så unik grund. Grunden ligger midt i det attraktive Bredballe, her er panoramaudsigt til fjorden og bedste beliggenhed i forhold til solen, nærhed til Vejle og en fantastisk kuperet grund med alle muligheder for at skabe spændende huse, der passer ind i området,” siger Jesper Kristensen.
Sådan bliver de nye boliger placeret
Planen er at fjerne det oprindelige hus for at give plads til de nye huse, som primært vil være dobbelthuse, som bliver fra 130 til 160 kvadratmeter store. Husene er tegnet af WE Architecture i en nordisk, minimalistisk stil. De skal bygges ind i terrænet, så de udnytter den kuperede grund, og får udsigten over fjorden.
”Grunden giver optimale muligheder for at placere husene, så udsigten over fjorden kommer alle til gavn. Rent arkitektonisk har vi valgt en byggestil, så husene ikke tager magten fra naturen, men understreger de fine landskabsmæssige værdier. Derfor har vi blandt andet besluttet, at der kommer grøn bevoksning på taget,” forklarer Marc Jay fra WE Architecture.
Første spadestik ventes i starten af 2019. Husene vil være klar til indflytning cirka et år efter. Byggeprojektet kan følges på www.reka.dk hvor interesserede køber også kan skrive sig på en interesseliste.