På ny afbrændingsforbud i Vejle og hele Trekantsområdet

Af: Helge Rahbek

|

02/07/2018

Kort & Godt
For at naturen ikke igen skal brænde af, som det skete i Randbøl Hede tidligere på sommeren, udstedes der afbrændingsforbud fra i morgen af. Foto: Shutterstock.
På baggrund af den seneste tids gode vejr er vegetationen blevet særdeles tør. Det betyder, at der er en væsentlig større risiko for naturbrande. Trekantområdets Brandvæsen udsteder derfor et nyt afbrændingsforbud, som gælder fra 3. juli klokken 08.00 for Billund, Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle Kommuner.

Lige nu læser andre også

Med flere byger kort tid før SanktHans, lykkedes det at få afviklet årets længte døgn med traditionen om sang omkring bålet. Siden Sankthans er det varme sommervejr dog vendt tilbage, og det betyder at Brandvæsenet har udstedt et nyt afbrændingsforbud. Vi videreformidler her forbuddet med brandvæsenets egne ord: 

Afbrændingsforbuddet gælder afbrænding af:

  • haveaffald,
  • halm, halmstakke og lign., der afbrændes på marker eller uopdyrkede arealer,
  • affald fra skovbrug,
  • siv og rør, herunder rørskove og enge, lyng, hede- og mosetørv,
  • bål, herunder bålfade,
  • fakler og lign.

Desuden gælder forbuddet brug af apparater og lign. i det fri, herunder

  • grill*,
  • ildsteder,
  • apparater og lignende, der fungerer ved forbrænding, f.eks. svejse- eller skæreaggregater, blæselamper, lyskilder, terrassevarmere, ukrudtsbrændere, ildsteder, udtørringsapparater
  • samt al brug af pyroteknik (Allerede udstedte tilladelser tilbagekaldes hermed)

* Brug af grill (til kul, pille & gas) samt Trangia tillades på fast ubrændbart underlag.

Brandvæsenet henstiller til, at der udvises forsigtighed i forbindelse med rygning samt bortskaffelse af aske:

  • Lad aske blive i den tillukkede grill
  • Kast ikke cigaretskodder og afbrændte tændstikker bort ud over i dertil egnede beholdere.

Brandvæsenet er i sit almindelige virke ikke omfattet af forbuddet, ligesom det er tilladt for virksomheder at udføre varmt arbejde (tilladelsen gælder ikke for ukrudtsafbrænding og anden form for direkte afbrænding) i erhvervsmæssig sammenhæng. Udførelse af varmt arbejde i nærheden af brandbar vegetation, skal ske under skærpet tilsyn.

Ved udførelse af varmt arbejde i nærheden af brandbar vegetation skal der etableres brandvagt. Brandvagtsfunktionen har til opgave at overvåge evt. brandrisici. Brandvagten skal udstyres med mindst 2 stk. håndildslukkere, som enten er 6 kg pulverslukkere eller 9 liter trykvandsslukkere.

Eksempler på varmt arbejde:

Blikkenslagerarbejde:

  • Lodning af tagrender
  • Opvarmning af metal med åben flamme eller varmepistol
  • Skæring af metal
  • Skæring og slibning af metal med vinkelsliber

Smede-, VVS- og metalforarbejdning:

  • Hård- og blødlodning, eksempelvis forbindelse med lodning af kobberrør
  • Svejsning af metalrør
  • Svejsning i forbindelse med montage af konstruktioner af stål som bjælker og søjler, trapper altaner og lign.
  • Skæring i metal med skærebrænder
  • Skæring i metal med vinkelsliber
  • Skæring i ventilationskanaler
  • Svejsning af plastrør
  • Arbejde med andet gnistproducerende værktøj

Tømrer og glas/alu facadearbejde:

  • Skæring i byggevarer af metal som stålrigler, trapezplader, facadeplader og lign.

Tagdækkerarbejde:

  • Svejsning af tagpap med gasbrænder
  • Svejsning med varmluft

Brandvæsnet følger vejrsituationen nøje og vil naturligvis ophæve forbuddet, så snart det anses for værende forsvarligt.

Eventuel henvendelse kan rettes til Myndighedsafdelingen ved Trekantområdets Brandvæsen, tlf. 7681 0899, eller via mail myndighed@trekantbrand.dk.

Der vil IKKE blive meddelt dispensation i.f.t. dette forbud!

Anbefalet til dig