Økonomiudvalget i Vejle Kommune skal på mandag, den 18. februar 2018, tage stilling til, om der skal sættes gang i lokalplanarbejdet for et stort parkeringshus ved banegården. I 2015 afsatte byrådet 32 millioner kroner til projektet.
Parkeringshuset planlægges opført på gruspladsen mellem Vejle Spildevand og banearealet ved Sjællandsgade, hvor der i dag er 180 parkeringspladser. Efter planen skal parkeringshuset bygges i flere faser.
1.000 parkeringspladser
Første fase koster 30 millioner, og her skal der etableres 360 parkeringspladser i grundplan og på 1. og 2. etage. Anden fase til 23 millioner kroner omfatter delvist 3. og 4. etage, og vil give yderligere 160 parkeringspladser. Den tredje, og dyreste fase, vil give 480 ekstra pladser og koste 54 millioner kroner.
Fuldt udbygget vil parkeringshuset derfor kunne huse 1000 biler.
Den faseopdelte model betyder i øvrigt, at p-huset i første fase ikke vil have nogen facadebeklædning.
P-huset som det vil se ud efter fase 3, hvor det har fået sin facadebeklædning. Illustration: Årstiderne Arkitekter
Forhandlinger med DSB
Kommunen har gennemført forhandlinger med DSB og private investorer om medfinansiering af projektet. Forvaltningen oplyser at interessen er til stede, men at der endnu ikke er indgået nogle aftaler.
Bro over Vejle Å
Som en del af projektet er der også planer om at etablere en gangbro fra parkeringshuset til Vejle Midtby. Desuden nævner forvaltningen muligheden for en stiforbindelse direkte fra p-huset til togperronerne og en eventuelt videreførelse mod midtbyen og langs Vejle Å.
Både P-huset og en eventuel stiforbindelse vil kræve en ny lokalplan.
Ved mødet mandag skal økonomiudvalget derfor udover at tage stilling til det faseopdelte byggeri af P-huset, også tage stilling til om de vil anmode om en ny lokalplan. Det er forvaltningens ønske at dette sker.