131 henvendelser modtog Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 sidste år om hunde efterladt i varme biler, men det er ikke kun i bilen, kæledyret kan få problemer med varmen. Det gælder også i hjemmet, og derfor opfordrer Cecilia Christensen Karstrup, dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse, til at man tager sine forbehold og sørger for afkøling af familiemedlemmerne med pels.
”Det er et rigtig godt sted at starte med et soppebassin, som giver både afkøling og leg for hunden hjemme i haven. Hunde kan også blive solbrændt, og derfor kan det for nogle racer være nødvendigt med solcreme på ører, næse og andre steder med tynd pels eller direkte bar hud,” siger hun.
Alle dyr har brug for vand og skygge
For alle kæledyr gælder det, at der altid skal sørges for fri adgang til skygge og rigeligt med frisk vand. Det gælder både for hunde og katte, men man tænker måske ikke over, at det også gælder for kaniner, marsvin og andre dyr, der holdes på begrænset plads. Mange kæledyr kan netop få problemer om sommeren, da de holdes på en måde, så de ikke altid har mulighed for at søge skygge.
”Et udendørs kaninbur kan hurtigt blive en sauna, når det står ude i solen. En løbegård kan være en god idé, men det er vigtigt, at den er udstyret med halvtag, parasoller eller lignende, så dyrene altid kan komme i skygge, få afkøling og have adgang til masser af frisk vand. Tænk over hvordan solen bevæger sig i løbet af dagen, så dyret altid har adgang til skygge, også selv om solen flytter sig,” lyder rådet fra Cecilia Christensen Karstrup i en pressemeddelelse.
Undgå lange gåture midt på dagen
Cecilia Christensen Karstrup opfordrer desuden hundeejere til at undgå de lange gåture midt på dagen, hvor temperaturen er højest.
”Planlæg dagens gåture uden om de varmeste timer. Det er ikke kun temperaturen i luften, som er høj midt på dagen. Asfalt og fliser kan blive brandvarme for sarte dyrepoter. De lange ture bør være om morgenen eller aftenen, når temperaturen er faldet, og selv dér er det en god idé at medbringe frisk vand på turen, så hunden kan tilbydes noget undervejs,” siger Cecilia Christensen Karstrup.
”Og lad for Guds skyld din hund eller kat blive hjemme, hvis du skal ud at køre. Selv om hunden virker trist over, at du går, vil den til enhver tid foretrække at blive hjemme i et afkølet rum med adgang til vand end at sidde i en bagende varm bil. Også selv om det kun er et kort stop,” tilføjer hun.
De fem forholdsregler:
1. Altid adgang til skygge i form af halvtag, parasol el.lign.
2. Altid adgang til masser af frisk vand
3. Undgå den lange gåtur midt på dagen
4. Badebassin til hunden
5. Solcreme, hvis kæledyret har tynd pels eller bar hud nogle steder