Få ønsker sig at havne i en bitter nabokrig. Det er ikke desto mindre den situation ejerne til de to nabokiosker "Grønnedalens Kiosk" og "Grønnedalens Kiosk 1" i Løget Center i Vejle står i. De to kioskejere, Karim Arefi og Bismillah Wardag, kan ikke blive enige om, hvem navnet "Grønnedalens Kiosk" tilhører - og det har ført til en bitter krig ejerne imellem.
Karim Arefi fik den 3. juli 2019 registreret ”Grønnedalens Kiosk” som et varemærke hos Patent- og Varemærkestyrelsen gældende fra 1. november 2018. Ifølge BT består striden i, at Karim Arefi købte kiosken ”Grønnedalens Kiosk” af Bismillah Wardag i starten af 2014, og herefter lejede han lokalerne til kiosken af Bismillah Wardag. Den 1. november 2018 vælger Karim Arefi at flytte kiosken, navnet og kioskens inventar til nabolokalet, hvorefter Bismillah Wardag vælger at åbne "Grønnedalens Kiosk 1".
”Sagen er et eksempel på, hvorfor det er vigtigt for en virksomhed at beskytte sit varemærke rettidigt. Det kan få store konsekvenser for forretningen ikke at gøre det,” siger Hannah Holm Olsen, varemærkechef hos Patent- og Varemærkestyrelsen.
Hvem der har ret i striden mellem de to kioskejere, er for tidligt at sige, men det er muligt for Bismillah Wardag at anlægge en ophævelsessag, hvor han kan argumentere for, at varemærket skal slettes, fordi han kan dokumentere en bedre ret til varemærket.
”Generelt gælder det, at hvis en person registrerer et varemærke uretmæssigt eller i ond tro, kan det i sidste ende blive ophævet igen,” siger Hannah Holm Olsen i en pressemeddelelse.