De fleste fra Vejle kender allerede Preben Steen Nielsen. En køretur til Skagen i kørestolen, DM i Luftguitar og Vejles første spillefilm er eksempler på, hvad Preben bruger sin tid på. Sidste år debuterede han også som forfatter, da han udgav den selvbiografiske "Kan den snakke?" på forlaget DreamLitt.
Arbejdet med bogen sidste år gav Preben blod på tanden i forhold til forfatterskabet, og siden har han arbejdet med flere skriveprojekter: "Idéen til børnebogen har ligget og luret lidt. Den har været et afbræk fra mange andre idéer - bl.a. et større bogprojekt i form af en lidt komisk horror-roman om varulve i Nordjylland. Varulvehistorien er endnu ikke færdig, og om den nogensinde bliver det, må tiden vise," fortæller Preben.
Skulle nogen skrive en børnebog om en lille fyr i kørestol, måtte det selvfølgelig være Preben. "Efter at have undersøgt markedet, stod det klart for mig, at der ikke findes lignende bøger - ihvertfald ikke herhjemme. Der findes børnebøger om at leve med en forælder med handicap, men ikke nogen hvor hovedpersonen sidder i kørestol og kastes ud i eventyr, hvor netop kørestolen engang imellem har sine fordele."
Kontrakten på børnebogen kommer fra Forlaget Pil, der er en del af Forlaget DreamLitt. Her er redaktør Mie Møller Bie begejstret for Tosse-Tino: "Preben er om nogen kompetent til at skildre livet i kørestol. Med sin varme, humor og personlige indlevelse formidler han i sin kommende børnebog, hvordan det kan være at sidde i kørestol som barn. Vi synes det er en vigtig titel, der sætter fokus på et vigtigt emne."
Ifølge forlaget har bogen planlagt udgivelse til efteråret. Den præcise dato er endnu ikke fastlagt.