Red Barnet søger vejlensiske ledere til deres landsindsamling

Af: Helge Rahbek

|

10/07/2018

Til deres landsindsamling den 2. september mangler Red Barnet indsamlingsledere i Vejle.

Lige nu læser andre også

Der er rigtig mange der allerede nu har meldt sig til at stemme dørklokker og rasle med bøssen, når Red Barnet samler ind til børn i nød den 2. september. Til gengæld mangler der frivillige, som kan være med til at koordinere indsamlingsarbejdet i Vejle.

Hvis du bliver en del af lederteamet, skal du sammen med de andre i teamet blandt andet tage godt imod indsamlerne, når de har gået deres rute. Du skal servere kaffe, saftevand, frugt og overrække diplomer til indsamlerne. Det er også dig der skal ringe til de indsamlere, der af den ene eller anden grund ikke er dukket op til indsamlingsdagen.

Derudover er opgaven blandt andet at tage imod indsamlingsbøsserne, og optælle de forhåbentlig mange penge, som er havnet deri. Derefter skal pengene afleveres i en lokal bank, og pengene registreres i Red Barnets system.

Får hjælp undervejs

”Vi guider dig godt igennem undervejs, så både du og indsamlerne får en rigtig god oplevelse på dagen,” lover Red Barnet på deres hjemmeside.

Pengene fra årets indsamling går blandt andet til nødstedte børn i Syrien, Yemen og Somalia – foruden danske børn fra ressourcesvage familier, som får muligheden for at komme på sommerferielejr.

Sidste år indsamlede Red Barnet 8,7 millioner kroner.

På deres hjemmeside her kan du læse mere om årets indsamling - og tilmelde dig som indsamlingsleder.

 

Anbefalet til dig