Siden kogeanbefalingen lørdag trådte i kraft har Aalborg Forsyning i samarbejde med analyselaboratorier foretaget en række bakteriologiske prøver af drikkevandet i det berørte område af Aalborg. På baggrund af disse har myndighederne besluttet at ophæve kogeanbefalingen.
"Vi er glade for, at de prøver, vi har taget de seneste dage, ikke viser et målbart bakterieindhold. Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet disse prøver og meddelt Aalborg Kommune, at kogeanbefalingen nu kan ophæves," siger Ole Neerup-Jensen, distributionschef i Aalborg Forsynings vanddivision, og fortsætter:
"Vi beklager meget de gener, som kogeanbefalingen har medført, og vi er glade for, at anbefalingen nu kan ophæves."
Dermed behøver borgere, erhvervsdrivende og institutioner i det berørte område ikke længere følge de anbefalinger for brug af vandet fra hanen, som de ellers har været rådet til siden lørdag, og kan igen trygt drikke vandet og bruge det til madlavning uden at koge det først.
Ekstra forholdsregler
Mængden af bakterier, der blev målt i prøverne, der resulterede i kogeanbefalingen fra Styrelsen for Patinetsikkerhed, lå tæt på den tilladte grænseværdi. Selvom kogeanbefalingen nu ophæves kan forbrugerne i det berørte område minimere risikoen yderligere, ved at tage en ekstra forholdsregel:
"Vi har sendt flere hundrede kubikmeter vand gennem vores rørsystem i timen siden vores målinger viste bakterier i drikkevandet for at skylle eventuelle urenheder ud af vores system. Der kan dog fortsat stå en smule vand i rørene ude hos den enkelte kunde, som kan indeholde bakterier. Derfor kan det være en god idé at åbne alle koldtvandshaner i ca. 15 minutter, så også rørene hos den enkelte forbruger bliver skyllet godt igennem. Man kan derudover som en ekstra forholdsregel skrue sien eller perlatoren (den lille finmaskede dyse for enden af selve vandhanen) af vandhanerne og rense dem i eddike," fortæller Ole Neerup-Jensen.
Aalborg Forsynings indsats med at skylle rørsystemerne igennem vil gradvist blive droslet ned. Der vil fortsat blive udtaget ekstra bakteriologiske prøver fra ledningsnettet.