Så mange penge tjente Vejle Kommune på parkering sidste år

Af: Helge Rahbek

|

24/08/2018

Betaling for parkering og udskrevne p-bøder er en god forretning for landets kommuner. Også i Vejle, hvor der sidste år kom mere end 8 millioner kroner ind i kommunekassen.

Lige nu læser andre også

4.544 gange i løbet af 2017 hev en kommunal parkeringsvagt bødehæftet op af lommen, og afleverede en irriterende seddel i forruden på en ulovlig parkeret bil et sted i Vejle Kommune. Det er cirka 350 gange flere end året før.

I alt blev der sidste år indbetalt bøder for 2.177.764 kroner fra bilister til kommunekassen. Det viser nye tal fra FDM, som har undersøgt de kommunale indtægter for parkering de seneste fire år.

FDM opfordrer til at nedsætte taksterne

FDM’s tal viser, at de kommunale indtægter fra parkering på landsplan sidste år steg med 120 millioner. Derfor appellerer FDM nu til, at kommunerne holder igen med den skrappe kontrol.

”Vi anerkender, at der i visse kommuner kan være behov for at regulere trafikken med betalingsparkering. Men med en samlet parkeringsindtægt, der bare vokser og nu nærmer sig en milliard kroner, bør kommunerne alligevel spørge sig selv, om det ikke er tid til at se på priserne og måske sætte taksterne ned, fordi det er for dyrt. Det ligner overregulering,” siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange, og tilføjer:
 
”Særligt når man tager i betragtning, at under 30 procent går til parkeringskontrol, drift og vedligeholdelse af p-pladser. I stedet går langt hovedparten af indtægterne til andre ting ude i kommunerne. Det gør det svært ikke at få en mistanke om, at de bevidst opretholder et højt indtægtsniveau i strid med reglerne. Kommunerne må nemlig ikke have betalingsparkering med det formål at fylde kommunekassen.”  

Højeste indtægt nogensinde

Ser man nærmere på Vejles tal, kan man se, at der en sket en lille stigning hen over årene. Rent faktisk blev der dog udskrevet flere bøder tilbage i 2014. Året efter faldt tallet dog, men er nu begyndt at bevæge sig opad igen.

Indtægterne fra betalingsanlæggene rundt omkring i byen stiger derimod støt år for år. Sidste år gav de en indtægt til kommunekassen på over 6 millioner.

Samlet set tjente Vejle Kommune 8.179.581 kroner på parkering sidste år, hvilket er en rekordhøj indtægt.

I modsætning til Aarhus, hvor de i løbet af fire år har fordoblet antallet af udskrevne bøder. Eller i modsætning til en sammenlignelig kommune som Esbjerg, er udviklingen i Vejle dog ikke synderligt markant. Ikke desto peger Dennis Lange på, at udviklingen i Vejle alligevel matcher tendensen på landsplan.

”Det er ikke fordi Vejle stikker af. I Esbjerg er tallene kun stigende, men tallene for Vejle viser stadigvæk en opadgående tendens ligegyldigt, hvordan man vender og drejer det. Det matcher, hvad vi ser på nationalt plan,” siger han.

 

Anbefalet til dig