Salget af parcelhusgrunde i Vejle går som varmt brød

30/10/2018

Henrik Rothenbücher

Allerede mod udgangen af oktober er der blevet solgt lige så mange parcelhusgrunde i Vejle Kommune, som tilfældet var det i hele 2017. Samtidig er lynsalg af boliger også stigende.

Mest læste i dag

I august var Vejle den kommune i landet, hvor der var udbudt flest mulige byggegrunde til salg. Mange af grundene er siden blevet solgt, for der er nemlig utrolig godt gang i salget af parcelhusgrunde i Vejle.

Allerede på nuværende tidspunkt er der solgt lige så mange parcelhusgrunde som i hele 2017.

”Jeg er rigtig godt tilfreds med salget, og vi har indtil videre solgt 72 byggegrunde i år. Sidste år landede vi på netop 72 grunde, så vi kommer op på et højere antal i år. Det skyldes selvfølgelig også, at vi har fået flere grunde til salg i attraktive og efterspurgte områder,” fortæller Mette Harbo Linee, der er erhvervsguide.

Det er især i områderne lige udenfor den centrale del af Vejle, hvor der er blevet solgt mange parcelhusgrunde.

”Det er især områderne Vinding, Uhrhøj, Børkop og Skibet, der er populære. Men de mere landlige udstykninger sælger også,”fortæller Mette Harbo Linee.

I Smidstrup har der været otte grunde i udbud i år, og her er fire af dem allerede blevet solgt.

Mere end hver tredje bolig i Vejle lynsælges

Det er ikke blot parcelhusgrunde, der er eftertragtede i Vejle. Den gennemsnitlige bolig er heller ikke udbudt særlig længe ad gangen, før den får ny ejer. Hos ejendomsmæglerkæden EDC har de netop i dag oplyst tal på, hvor mange boliger deres sælges som et såkaldt lynsalg. Et lynsalg betyder, at boligen sælges på mindre end to måneder.

I 2013 blev 22 % af de udbudte boliger i Vejle solgt indenfor de første to måneder, men det tal er steget væsentlig. I 2018 er mere end hver tredje bolig blevet lynsolgt: 35 % af de udbudte boliger, er blevet solgt i løbet af de første to måneder.

 

Anbefalet til dig