Bæredygtighed er i høj grad tænkt ind både i opførelsen og i driften af Sonnesgade 11, der fremstår som et skulpturel monoment med beton som æstetisk hovedtræk i Aarhus. I mørket lyser bygningen op med i det marmorlignende revnemønster i facaden, som århusianerne er kommet til at kende.
Et af de bæredygtige elementer er den in situ-støbte betonkerne, som bærer hele bygningen, og som fungerer som et termisk klimaanlæg. Betonkernen sikrer et lavt energiforbrug og holder en stabil indendørstemperatur på 21 grader og en stabil luftfugtighed. Betonkernen rummer alle husets servicefunktioner som depoter, printerrum, køkkener, toilettet og teknik.
En anden energibesparende funktion er opnået ved at bygge mange riste til indblæsning af frisk luft ind i tværgående stålbjælker i betondækket, der udgør etageadskillelserne. Den konstruktion har gjort det muligt at optimere brugen af beton, da betondækket kun er 15 cm tyk. Var etageadskillelsen opført på konventionel vis, ville bygningen have været to meter højere, og der ville have været brugt væsentligt mere beton og glas.
Genbrug og robotteknologi
Et tredje energibesparende element er placeringen af huset på grunden. Her er den optimale udnyttelse af dagslyset udnyttet fuldt ud, så lyset i bygningen sjældent er tændt. Mod nordvest er der en stor åben glasfacade, hvor dagslyset strømmer ind igennem det karakteristiske marmorlignende revnemønster i den ellers lukkede facade mod sydøst. Revnemønsteret er udført i samarbejde med firmaet Odico, som har specialiseret sig i at producere avancerede støbeforme ved hjælp af robotteknologi. Hovedtrappen er ligeledes et eksempel på bæredygtighed, da den er placeret, så det er naturligt, at alle vælger den frem for at bruge elevatoren, der sjældent kører og kun bruges til varelevering og af gangbesværede.
Erhvervshuset er også bæredygtigt, fordi den store kælder i det tidligere ostelager, som lå på grunden, er blevet genanvendt og udgør erhvervshusets fundament. Det er en kæmpe miljømæssig gevinst, både fordi alternativet ville være, at kælderen skulle bortskaffes, og der er sparet en masse beton på ikke at skulle lave et nyt fundament.
Stolthed over nomineringen
SLETH startede projektet, fordi pladsen var blevet for trang i det nedlagte slagteriområde i Sydhavnen i Aarhus, hvor de tidligere holdt til. Så da grunden på Sonnesgade 11, der ligger bare 300 meter fra musikhuset og rådhuset, blev sat til salg, begyndte det vellykkede eksperiment med at bygge et nyt bæredygtigt erhvervshus i in situ-støbt beton.
"Vi er superstolte over at bære nomineret til Bæredygtig Beton Prisen. Vi har set byggeriet som et eksperiment, og nomineringen betyder, at andre også synes, at eksperimentet er lykkedes," siger Rasmus Therkildsen, partner og MAA arkitekt hos SLETH.
Formanden for dommerkomitéen, Julian Weyer, partner i C.F. Møller Architects, siger om nomineringen af bygningen:
"SLETHs erhvervshus er på mange måder et flot eksempel på et bæredygtigt projekt, hvor det med succes er lykkedes at udnytte betonens unikke egenskaber og æstetiske udtryk til at skabe attraktivt og anderledes kontorbyggeri. Der er både genbrugt beton fra fortidens eksisterende ostelager, der lå på grunden tidligere, og fremtidens robotteknologi ved de flotte støbte revner i facaden. Samtidig har arkitekterne taget hensyn til, at huset er med til at skabe liv i bydelen til glæde for århusianerne."
Aarhus i konkurrence med Lyngby, København og Bornholm
Der er tre andre nominerede projekter til Bæredygtig Beton Prisen: Sydhavn Genbrugscenter i København og innovationsprojektet ”Grøn omstilling af cement og beton”, der blandt andet omfatter to broer ved Holeby ved Rødby, en bro ved Holstebro og en laboratoriebygning ved DTU i Lyngby. Og så er det Bornholmske besøgscenter Hammerhus er nomineret. Besøgscenteret er tegnet af Arkitema Architects, som i samarbejde med både entreprenør og underentreprenør, har skabt en unik oase for besøgende, som kun har været mulig ved at støbe betonen på stedet.
Hvem, der vinder, afgøres af, hvem der får flest stemmer. Afstemningen skydes i gang den 5. februar og løber frem til 5. marts. Alle kan stemme på jeres favorit på www.danskbeton.dk/bæredygtigbetonprisen - og deltage i konkurrencen om flotte præmier.
Vinderen af Bæredygtig Beton Prisen afsløres den 28. marts ved en prisfest i Dansk Arkitektur Center.