Spejder Sport i Vejle har Danmarks bedste butikschef

Af: Helge Rahbek

|

26/09/2018

Kort & Godt
Jesper Høj Weidick i midten flankeret af Stine Jespersen, underdirektør i Dansk Erhverv. Morten Nyholm fra Føtex, Husum. Jonas Christensen, Kvickly, Albertslund, og Ilkay Yüksel, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Han er ikke handelsuddannet, og det er ikke engang et år siden, at Jesper Høj Weidick blev butikschef i Spejdersport i Vejle. Alligevel blev han mandag kåret som en af Danmarks tre bedste butikschefer.

Lige nu læser andre også

På kort tid har han skabt både gode salgsresultater og kunderelationer og fået Spejdersport i Vejle til at ose af atmosfære og stemning.

Ordene omhandler Jesper Høj Weidick, som er chef for Spejder Sport i Vejle. Og de faldt, da han i mandags blev kåret som årets chef til Danish Retail Awards. En prisuddeling, der vel bedst af alt kan betegnes som en slags danmarksmesterskab for butikschefer, og som bliver uddelt i samarbejde med Dansk Erhverv.

”Jeg er stolt og overrasket. Det er helt vildt og storslået. Der har været rigtig mange andre indstillede, og der findes sindssygt mange andre dygtige og talentfulde mennesker derude. Det var kæmpestort for Lille Mig fra Vejle, at være ovre på Børsen med folk fra eliten, og få sådan en anerkendelse,” lyder det fra Jesper Høj Weidick, før han sagte tilføjer:

”Jeg tror faktisk stadigvæk ikke, at det helt har bundfældet sig.”

Mener du selv, at du er en af Danmarks bedste butikschefer?

”Det er et stort spørgsmål, og der er nok for meget jantelov over mig til, at sige det, men der må jo være noget af det, som jeg gør, som er lidt ud over det sædvanlige.”

Jesper Høj Weidick er opvokset i landsbyen Hoven nær Sønder Omme. I dag bor han i Kolding sammen med sin kæreste.

Har ikke taget den lige vej

Først til oktober har Jesper Høj Weidick været butikschef i et år, så man må sige, at han på rekordtid har skabt sig både et navn, og gode resultater i Spejder Sport-butikken i Søndergade.

Før han kom til Vejle arbejdede han to år i Spejder Sport i Rosengårdscentret i Odense. Faktisk startede han her i et studiejob, sideløbende med, at han læste på universitetet.

Så tænker man sikkert, at han læste noget med handel eller økonomi, men nej. Jesper Høj Weidick læste Idræt og Sundhed. Før det har den 31-årige butikschef gjort karriere i militæret, og han har også et grundforløb som tømrer bag sig.

Det er på ingen måde den klassiske vej, som Jesper Høj Weidick har taget. Når han beskriver sit arbejde i butikken, er det dog nogle af de klassiske dyder, som han vægter højest.

”Jeg går meget op i, at alle grundelementerne er i orden. Kundeservicen og medarbejdertrivselen. Når man bygger et stærkt fundament, og har nogle glade medarbejdere, kan man begynde at bygge ovenpå,” fortæller han og tilføjer:

”Og så er jeg rigtig glad for mit arbejde, og jeg tror, at når man engagerer sig og har en passion for noget, så kommer det nemmere. Jeg er lidt af en grejnørd, og synes det er sjovt, at nørde med detaljerne - og så er det jo fedt, at kunne guide andre den rette vej”

I videoen her beskriver Jesper Høj Weidick nogle af de tiltag og resultater, som han har skabt i butikken:

Studietur til Singapore

Jesper Høj Weidick vandt prisen sammen med to andre butikschefer: Jonas Møller fra Kvickly i Albertslund og Morten Nyholm fra Føtex i Husum. De tre prisvindere skal sammen på en studietur med alt betalt til Singapore fra den 6. til den 12. oktober.

”Det bliver en studietur som vil noget,” siger Jesper og griner.

”Programmet er rimeligt fyldt op fra 9 om morgen til 7-8 om aftenen. Vi skal mødes med repræsentanter, og få inspiration og vejledning. Jeg glæder mig i dén grad. Det kan godt være, at der ikke er noget, som rammer ind i den outdor-niche, som Spejder Sport ligger i, men jeg er stadigvæk sikker på, at jeg kan få masser af inspiration.”

Hvem skal så passe butikken i mellemtiden?

”Det skal det kyndige personale. De har jo også været med til at løfte butikken, det har været en holdindsats hele vejen igennem, og jeg stoler trygt på, at de sagtens kan klare det.”

 

Anbefalet til dig