Sporarbejde på letbanen betyder ensretning på Middelfartvej i tre måneder

Af: Helge Rahbek

|

07/12/2018

I perioder er det nødvendigt at ensrette vejstrækninger i forbindelse med sporarbejdet på Odense Letbane. Allerede fra mandag d. 10. december bliver der ensretning på Middelfartvej, der er en af byens store trafikkorridorer. Der bliver en mindre omkørsel for vestgående trafik.

Lige nu læser andre også

Mens Middelfartvej på strækningen mellem Stadionvej og Christmas Møllers Vej bliver ensrettet ind mod byen indtil foråret 2019, vil beboerne på nordsiden af Middelfartvej fortsat kunne komme til deres bolig ifølge Odense Letbane. Der vil også blive lavet en indkørsel til P-pladsen på den nordlige side af Hauges Plads.

I perioden med ensretning bliver der skiltet for omkørsel for den vestgående trafik via Christmas Møllers Vej og Stadionvej.

Samtidig med ensretningen på Middelfartvej ensrettes trafikken også på Stadionvej mod syd. 

Plads til entreprenørernes arbejde

Sporarbejdet på letbanen udføres af det spanske entreprenørfirma COMSA i flere faser. Først graves ud til teknikken og fundament under skinnerne. Næstefter støbes betonfundamentet, inden skinnerne lægges ud. Der skal også opsættes kørestrømsmaster og trækkes kabler imellem disse. Der skal anlægges tekniske installationer og opbygges stationer. Afslutningsvist kommer der belægning omkring sporet.

Selve letbanesporet fylder samlet otte meter i bredden, men COMSA har brug for et bredere arbejdsområde for at kunne lægge skinner, sætte kantsten med mere.

I krydset hvor Stadionvej rammer Middelfartvej er der behov for ekstra plads til entreprenørerne, som her skal udføre en teknisk udfordrende del af sporarbejdet. Letbanesporet skal her lave det skarpeste sving på strækningen mellem Tarup og Odense Banegårdscenter.

Lige efter svinget anlægges på Middelfartvej letbanestationen Bolbro.

 

Anbefalet til dig