Hvis strømmen går i en barbersalon, så bliver arbejdsbetingelserne svære. Det måtte Jesper Krambech, som er indehaver af Hr. Barber i Grønnegade, sande, da strømmen gik lidt over klokken tre i dag.
"Det gør ikke mit arbejde nemmere," fortalte Jesper til Vejle24.dks udsendte medarbejder, der alligevel tog chancen og blev klippet under strømafbrydelsen, selvom Hr. Barber ikke kunne love en fuldstændig perfekt klipning i halvmørket og heller ikke kunne garantere en føntørring. Om betaling med Dankort også blev berørt melder historien ikke noget om.
Lige overfor, i Vinbaren Anduma, blev alting lidt mere autentisk, da strømmen gik og de levende lys kom frem, for at holde det spirende mørke fra døren.